MARTA SØRENSEN

Tyren er altid i mine tanker

2012-01-21T10:53:00.002+01:00

Jeg møder Gisela Gina for første gang på tapasbaren Belmonte i Sevillas populære Santa Cruz-distrikt. Det er marts 2011, og hun skal fortælle mig, hvorfor hun vil være tyrefægter...

Stedet er opkaldt efter Juan Belmonte, der blev født på den anden side af floden og revolutionerede tyrefægtning i begyndelsen af det 20. århundrede ved at stå stille, når tyren nærmede sig, i stedet for at springe rundt.

Karrierens mange hornskader hævnede sig, da Belmonte gik på pension og ikke længere kunne nyde sine passioner: Kvinder, heste, vin og cigarer. Han skød sig selv i en alder af 69.

I en alder af 35 går Gisela tur med hunden på en sti i det sydengelske landskab, hvor hun er født og opvokset. Der var kvæg omkring hende, hun elskede at ride, og indtil faderens tidlige død ville hun være professionel balletdanser.

Nu ser hun en tyr foran sig. En toro bravo, der angriber, hvor andre dyr ville vente eller flygte. I tankerne har Gisela allerede fat i muleta’en, det røde klæde, som matadoren bruger i tercio de muerte, tyrefægtningens sidste runde, dødens tredjedel. Hun er tilbage i Sevilla, hvor hun de sidste to år har trænet med den tidligere professionelle tyrefægter, Curro Camacho, og en masse unge spanske fyre, der alle vil det samme som hun: Stå i den guldglimtende traje de luces, lysets dragt, og opleve alternativa’en, indvielsesceremonien, hvor man ikke længere er en novice, en opkomling, en håbefuld med drømme om berømthed og lange turnéer i sommersæsonen. Men en rigtig matador, der har ret til at vise sig i arenaen med fuldvoksne tyre og måske høre publikums ”olé”-råb igen og igen.

På Belmonte snakker Gisela længe og udførligt om sine drømme, mens hun langsomt spiser sin tortilla. Hun spiser aldrig kød, kun fisk, men ikke af moralske årsager; hun bryder sig bare ikke om smagen.

”For tre år siden bookede jeg en lang weekend i Sevilla med min veninde for at se en tyrefægtning. Det er ret usædvanligt, at englændere vil se den slags, men hun tog med. Inden da havde jeg set mexicanske tyrefægtninger i fjernsynet, mens jeg boede i Costa Rica, og som teenager blev jeg imponeret af en tyrefægter fra Sevilla, der optrådte i en af Madonnas musikvideoer. Så jeg havde en idé om, hvordan det ville være, men det var selvfølgelig langt bedre live.”

Jeg tænker tilbage på min egen første og hidtil eneste tyrefægtning i august sidste år – som tilskuer vel at mærke. Forinden sidder jeg på Bar Flor, der ligger ved siden af arenaen i Málaga. Der er feria, altså en festival eller festuge, som de fleste byer afholder i løbet af foråret og sommeren, og som næsten altid inkluderer en corrida, tyrefægtning.

En overvægtig albino i vanillefarvet jakkesæt og fedora bestiller kaffe og ryger cigar, mens to gamle mænd i skjorter gestikulerer voldsomt om regningen. Den ene vil betale, det vil den anden også. Der er kun en time til tyrefægtningen, og alle bordene er taget. Folk flagrer med flyers, der viser matadorer i glimtende dragter og kredser som gribbe om de gæster, der sidder med tømte glas og skrabede tallerkener.

Det komiske og det tragiske
Corrida’en byder som regel på seks tyre, der bliver slået ihjel af tre matadorer, to tyre til hver. Hver gang en toro bravo kommer ind, starter et detaljeret ritual på tre runder, der har til formål at forvandle tyren fra en rasende og forvirret eksplosion af muskelkraft til en målrettet, men også svækket, dræbermaskine.

I første runde, tercio de varas, skal matadoren og hans hjælpere, tre banderillos, aflæse tyrens kampstil ved at trække den rundt i arenaen med deres gule og pinke kapper. Løber den ligeud igen og igen, eller standser den op i uforudsigelige ryk? Har den et særligt område af arenaen, som den kan lide at angribe fra? Stanger den helst til højre eller til venstre? Tyren er farveblind og reagerer kun på bevægelse, så det gør ingen forskel for den, at kun matadorens kappe i sidste runde er rød.

Så rider lansemændene, picadores, ind på heste, der har bind for øjnene og godt polstrede dækkener. Deres lanser skal bore sig ind i tyrens nakke, svække dyrets og sænke dets tyngdepunkt, så den kigger ligeud, på matadoren. Indtil 1928 var hestene ikke beskyttede, så når tyren stangede dem i bugen, væltede tarmene ud.

Ifølge Hemingway var dette tyrefægtningens komiske element, mens tyrens død var det tragiske. I sin klassiker ”Døden kommer om eftermiddagen” fører han en fiktiv monolog med en ældre kvinde, der også morer sig over de mange indvolde – man mærker tydeligt, at hun har, hvad der kræves for at blive en rigtig aficionado.

Alt dette vidste jeg ikke, da jeg så den første tyr løbe ind, og det går op for mig, at jeg aldrig har set et dyr dø før. Det sker ellers hele tiden på danske slagterier med boltpistol, skarpe redskaber og stor rutine, men jeg har aldrig været henne at kigge. Ikke den store underholdningsværdi i det.

Jeg får en klump i halsen, selvom jeg altid har været temmelig ligeglad med dyr. Langt senere kommer jeg i tanke om, hvad Hemingway sagde om fans af tyrefægtning. De er ligesom vinkendere, der ikke længere behøver at drikke de søde årgange, men går efter den ærlige smag. They want no sweetening.

Forlod verden med værdighed
Gisela var også trist, første gang hun så en tyr blive dræbt.

”Men det afskrækkede mig ikke, og jeg syntes ikke, det var grusomt. Tyren var respekteret og forlod verden med værdighed. Matadoren havde risikeret sit liv for at dræbe den. Når folk spiser deres burger på McDonald’s, har de intet gjort for at fortjene den,” fortæller hun mig dagen efter vores første møde.

Vi sidder på en Starbucks, som stort set alle europæiske byer har til overflod. Men kun Spanien og i mindre grad Frankrig har tyrefægtning, og det er mildest talt ikke let for en engelsk kvinde over 30 at komme ind i dens lukkede, kvindefjendske og små-korrupte verden. Gisela startede ved at tage et job på færgen fra England til Bilbao og tage toget til Sevilla, hver gang hun havde fri.

”Det var en skrækkelig tur op og ned gennem landet, men jeg tænkte, at jeg hellere måtte vænne mig til det, for sådan er livet også for en tyrefægter på turné,” siger hun og griner. Først skulle hun have spanierne til at tage hende seriøst.

”Jeg tog rundt til forskellige ferias og prøvede at hægte mig på de folk, der så ud som om, de vidste noget. En masse ranchejere og deres venner inviterede mig på middag, men de troede alle, at jeg var ude efter at komme i seng med den seneste berømte matador. Jeg kunne ikke kontakte tyrefægterskolerne direkte, for de tager kun elever ind under 21 år. Derefter er du på egen hånd.”

Men et heldigt møde med den amerikanske forfatter Allen Josephs, der har skrevet om tyrefægtning, skaffede hende en telefonsamtale med den tidligere matador Curro Camacho. Han har optrådt i både Sevilla og Madrid, men gik på pension for snart 30 år siden. Nu giver han gratis timer – temmelig usædvanligt for en eks-tyrefægter. To uger senere var Gisela i Sevilla for at vise, hvad hun kunne med en kappe.

”Jeg kunne jo ingenting dengang, men han var meget opmuntrende og nem at snakke med,” fortæller Gisela om sin træner, som hun siden har fået en slags far-datter-forhold til. Mens alle sevillanerne var rejst væk i den ulideligt varme august måned, lærte han hende at holde kappen korrekt og vænne sig til dens vægt. Den er tungere, end man tror.

Gisela var lovende, mente Curro og besluttede sig for at træne med hende, selvom hun langt fra var klassisk tyrefægter-materiale. Siden har hun skiftevis boet i Sevilla med fire timers træning hver dag og i Sydengland, hvor hun passer sit arbejde med psykisk syge, afslutter sin psykologuddannelse og træner, hvor hun kan komme til det.

I overmorgen skal hun møde en rigtig kalv, fortæller hun mig på Starbucks. Det sker sjældent, for kalvene er dyre og ranchejerne ikke til at stole på. Det ene øjeblik har man en aftale, det næste øjeblik giver de kalven væk til en ven, hvis søn gerne vil være matador. Og som kvinde kan man ikke bare rejse landet rundt og lede efter dyr at øve sig på.

”Jeg har snakket med andre kvindelige tyrefægtere, og vi har alle oplevet problemer på grund af vores køn. Det har ikke ændret sig, siden Conchita Cintrón (berømt kvindelig matador, der døde i 2009, red.) gjorde karriere i 1950’erne. Hvis du er en mand, kan du tage rundt i landet og finde forskellige trænere, men hvis du er kvinde, ser alle dig som ’an object for the bedroom’,” siger hun.

Men nu er det lykkedes hende at skaffe sig ind til en tentadero, altså en rigtig kamp. Hun har det fint nok nu, men i aften vil hun begynde at blive nervøs. At udfordre en kalv lyder måske ikke så farligt, men den har horn og angriber meget lig en tyr, så det er langt fra det samme som at tage kampen op med en sortbroget dansk malkeko. Man skal have valor, mod og mandshjerte, og frygten for tyren går aldrig væk, selv ikke hos hærdede professionelle.

Sarte middelklassenerver
I tyrefægtningens anden runde, tercio de banderillas, skal matadorens tre hjælpere plante farverige spyd i dyrets enorme nakkemuskel, igen for at svække det. Først løber banderillo’en lige imod tyren; de stormer mod hinanden. I sidste øjeblik springer manden til side, spidder tyren og løfter sig væk fra dens angrebslinje – hvis han er god.

Det er ikke altid, at spyddene sætter sig fast, men tredje runder starter alligevel, mens tyren stadig er farlig. Indtil min første tercio de muerte har jeg forsøgt at bekæmpe den triste følelse af, at jeg overværer noget, der egentlig ikke burde finde sted. Tænk på sidste gang, du spiste carpaccio, Marta, tænk på hvor det kommer fra, fortæller jeg mine sarte middelklassenerver.

Men da matadoren kommer ind, nu med den røde muleta, glemmer jeg alt det. an sniger sig frem på tåspidserne, kaster hovedet op og hagen frem, som om tyren var en rivaliserende bejler, han skulle provokere. Kappen glider frem, men manden står stadig foran dyrets skarpe horn og dens massive prustende tunghed, kun et skridt væk. Tyren danser hen mod ham, stanger kappen, drejer, stanger igen, manden tripper væk, tyren stanger igen, ind i det røde. For hver manøvre bliver ”olé”-råbene kraftigere.

Alt, hvad matadoren gør med sin kappe, kaldes faena, og der er et utal af forskellige manøvrer. Jo tættere, tyren kommer på manden uden at stange ham, jo bedre, og de bedste matadorer kommer ikke tilbage fra en tyrefægtning uden dyreblod på deres gyldne bolero.

Når det næsten er slut, skal matadoren dræbe tyren ved at jage en sabel ned mellem dyrets skulderblade og ramme hjertet eller snitte hovedpulsåren over. Så dør tyren med det samme. Sværdet kan ramme en knogle eller ikke komme hele vejen ned, eller det kan punktere lungen, så tyren langsomt drukner i sit eget blod. Jeg ser, hvordan matadoren placerer sig foran tyren, løfter sablen, skyder brystet frem og sigter. Så løber han frem. Dødsstødet går i bund første gang.

Som regel kommer han og de andre toreros uskadte fra arenaen, for tyrefægtning, som det foregår i Spanien, er ikke en ligeværdig kamp mellem manden og dyret eller en sport.

Aficionados anmelder en corrida i avisens kultursider og betragter det som en kunstart i stil med en opera eller et tragisk teaterstykke med nøje opdelte akter. De fleste bryder sig ikke om at se døden blive udstillet og ritualiseret på den måde og påpeger, hvordan tyren lider under de her macho-mænds primitive opvisning af styrke. Hemingway tog til Spanien, fordi det var et af de eneste steder, man stadig kunne se voldelig død – men hvorfor er det overhovedet nødvendigt at se? Kritikerne har ret i, at det er det selvfølgelig ikke.

Spanierne behøver ikke at bevare tyrefægtningen lige så lidt, som vi behøver at spise kalv og bacon eller gå i skind fra dyr, der lever korte, kummerlige liv og ender dem på en kødkrog. Det er ikke nødvendigt at udnytte dyr på den måde, selv ikke hvis man kan henvise til, at andre gør det samme. Men vi udnytter dem alligevel og glæder os over smagen af kød, fornemmelsen af ægte læder. Som Hemingway siger: ”Det er moralsk, når man føler sig godt tilpas bagefter, og det er umoralsk, når man føler sig dårligt tilpas bagefter.”

Aflyst tentadero

Det er middag på Puerta de Jeres, og jeg mødes igen med Gisela. Hendes tentadero er aflyst. Hvorfor?

”Who knows… Måske på grund af en fejde mellem Curro og en ældre mand, der vil have, at hans søn og datter skal være matadorer. Jeg har holdt med Curro, og så skaber man sig fjender. Man kan ikke stole på sin egen skygge i den her verden, og tingene ændrer sig fra den ene dag til den anden,” fortæller hun senere.

Samme aften skal hun træne, men er langt fra motiveret. Vi tager metroen ud af Sevilla og hen til en mindre arena, hvor Curro venter. Han har sort gråsprængt hår, pilotbriller og en aura af gammel rockstjerne. Tre unge drenge løber rundt i sandet og varmer op, mens grå skyer samler sig. I stedet for en rigtig tyr har de hinanden at øve sig på samt en trillebør med et påklistret tyrehoved.

Gisela er træt og skuffet, lægger armene over kors og lytter lidt modvilligt til de andres råd i løbet af træningen. Drengene pjatter, er useriøse og irriterer hende yderligere. Først til sidst, da en fyr omkring de 20 dukker op, bliver træningen mere intens. Hans tentadero er også blevet aflyst, og de himler med øjnene.

Et par måneder senere snakker jeg med Gisela, der absolut ikke har opgivet drømmen om at blive tyrefægter. Hun tog hjem til Sydengland et par dage efter den nedslående træning og har trænet på en privat tennisbane efter arbejde. Nogle dage tænker hun, at hun må være vanvittig, siden hun forsøger at klare sig inden for en lukket og mandsdomineret sport i så høj en alder. Men så tager hun sig sammen og husker på, at hun aldrig ville kunne leve med sig selv, hvis hun gav op.

”Tyren er altid et eller andet sted i mine tanker. Det er en blandet følelse, men den går ikke væk. Så jeg ved, jeg må fortsætte.”

En måned efter har hun skaffet sig tre tentaderos.

Illustrationer af Cecilie Rebbelstam Kjær. Det øverste billede er taget af Amancio Guillen.

2011-12-13T15:16:00.001+01:00

Så er specialet afleveret, og jeg er hermed fri agent på mediemarkedet! Hvad laver jeg så?

SJOV tekst: Er medstifter af det satiriske nyhedssite RokokoPosten og skriver jævnligt den sjove bagside i Weekendavisen sammen med Mikkel Andersson.

tekst om REJSER: Har lavet en weekendguide til Glasgow og en webguide til Edinburgh for Politiken.

tekst om MUSIK: Skriver jævnligt anmeldelser og portrætter for både Soundvenue og GAFFA.

tekst om FILM: Har skrevet om Susanne Bier for det britiske politik- og kulturmagasin The Drouth, anmeldt film for kultursitet The Ooh Tray samt studeret filmjournalistik i Glasgow.

undervisning i JOURNALISTIK: Med udgangspunkt i mit eget arbejde og erfaringer underviser jeg enkeltpersoner og mindre hold i at skrive skarpe, sjove og satiriske artikler.

Desuden laver jeg pressemeddelelser og andet PR-arbejde inden for de ovenstående områder.

Ring på 26 28 10 69 eller send en mail på sorensenmarta@gmail.com!

2011-09-12T14:14:00.000+02:00

Der er sket lidt siden sidst: Jeg har været i Information, skrevet for Soundvenue, været til Roskilde Festival for GAFFA, haft en artikel om Susanne Bier i det skotske magasin The Drouth samt lavet Weekendavisens sjove bagside i syv sommeruger med Mikkel Andersson.

Næste projekt: Et interview med Christian Jungersen, som jeg har været fan af i mange år. Tjek min anmeldelse af "Undtagelsen" her.

Og så skriver jeg stadig for RokokoPosten, hvor vores praktikant Frederik Storm twitter løs om valget i disse dage!

edinburgh og vacciner

2011-03-30T00:01:00.001+02:00

Så er der nyt om Edinburgh lige her!

Desuden har jeg en artikel ude i Soundvenue om The Vaccines, som du kan læse om her!

district 9

2011-01-23T21:24:00.001+01:00

No aliens is good aliens. Tjek District 9, Oscar-nomineret for bedste film i 2009, og tag et kig på min anmeldelse af den fra The Ooh Tray.

undtagelsen

2011-01-10T11:33:00.002+01:00

Kan I huske Christian Jungersens topdollar bestseller Undtagelsen, der vandt De Gyldne Laurbær for et par år tilbage? Ja, jeg har ladet hånt om aktualitetsprincippet og anmeldt den, igen på The Ooh Tray.

Hvis I har anti-mainstream-tendenser ift litteratur, så drop dem og læs bogen!

ooh two

2010-12-22T14:58:00.002+01:00

Hvad er en gud uden en amerikansk silverfox scholar til at skrive om ham? Nada, babies, så her kommer Robert Wright: bestseller-forfatter, agnostiker og Machiavellis sødere lillebror.

Læs min anmeldelse af hans The Evolution of God i The Ooh Tray for at finde ud af, hvorfor vi ikke bare kan bombe hele Mellemøsten (en anden grund end den moralsk åbenlyse).

ooh

2010-12-11T10:54:00.001+01:00

Nu kommer der noget på engelsk! Jeg er begyndt at skrive for det britiske film- og litteratursite The Ooh Tray, der skriver disse bevingede ord om sig selv:

"The Ooh Tray is Film and Literary Bohemianism, mooching around your Internet. Reject the identikit fanboy regurgitoss found elsewhere & check your Ooh Tray regularly for a life affirming brain top up. Your flicks & reads just got a whole lot better."

Så hvis I gerne vil slippe for "regurgitoss" (let's face it, hvem vil ikke det?), så kan I jo starte med at læse min bette artikel om Guillermo del Toros debutfilm, Cronos.

Og følge The Ooh Tray på Facebook og Twitter!

Buttet britisk rigmand på 63 spiller klaver i Herning

2010-12-10T11:15:00.003+01:00

I går aftes spillede Elton John, mens hotterne blev langet over disken, og naturligvis var yours truly i Herning (!) for at anmelde herligheden!

Hvis I kommer i the Elton mood, så anbefaler jeg denne playliste:

Your Song (still going strong)

Rocket Man (sammen med Bowies "Space Oddity" de to gode sange om månelandingen)

Tiny Dancer (*trækker vejret ind* "Hold me closer, tiny da-aaa-ncer")

Sacrifice (hvorfor spillede du den ikke i går, gamle mand?)

Saturday Night's Alright (eller den?)

Goodbye Yellow Brick Road (ELLER DEN?! Arh, never mind...)

Jeg glæder mig i denne tid...

2010-12-02T16:03:00.001+01:00

...er titlen på en ny artikel, som jeg har skrevet for GAFFA om det gustne fænomen kaldet julepladen.

Hvis I er sentimentale og julevamle som jeg, så tøv ikke med at høre noget af følgende fede/skumle julemusik:

Aretha Franklin: This Christmas
(hun snakker i telefon, mens hun laver julemad i køkkenet, og synger duet med sin søn. "Don't outshine mama!")

Bob Dylan: Christmas in the Heart
(hvis det ikke var upassende, ville jeg sige, at han lyder som en pædofil, der står uden for en børnehave midt i december med en chokoladekalender i hånden)

Forskellige kunstnere: A Christmas Gift To You From Phil Spector
(manden, der er dømt for mord, slutter dette album af med at ønske alle en god jul til lyden af strygere)

Til sidst: Mere jul fra en norsk journaliststuderende!

En dag i ghettoen

2010-11-25T11:41:00.001+01:00

Abdallah Asmar, 18, går på Teknisk Skole i Århus, har boet i Gellerup næsten hele sit liv

Jeg er glad for at kunne fortælle dig om det her, for det er sjældent, at folk kommer for at høre vores mening. Hvis det havde været TV2, så ville de have redigeret det. De sætter et klip sammen, så man bagefter tænker, det var ikke det, jeg sagde. Det er det samme med vores forældre; de har set så mange nyheder, så det ved, at det, de siger, ikke kommer frem i TV. Hvis du ser en ung mand med en sten i hånden, så filmer de, lige når han smider den. De spørger ikke de ti andre, der står ved siden af ham, de filmer kun ham med stenen.

Jeg er født i Randers, men mine forældre kommer fra Libanon. De flyttede til Gellerup, fordi de kendte mange her. Jeg har også stadig et værelse her, selvom jeg er flyttet til Århus Nord. Men der sker ikke en skid der; jeg foretrækker Gellerup.

Det er en god idé at gøre Gellerup pænere, men hvis der kommer flere forretninger her i stedet for boligblokke, tror jeg, at de bliver røvet. Nu tager de kriminelle drenge til Digterparken eller Åbyhøj for at begå indbrud, men hvis der fremover ligger en butik fem minutter væk, røver de den i stedet for.

Jeg har gået i syv forskellige skoler, men for det meste gik jeg i specialklasser. Hvis jeg sad sammen med danskerne, havde jeg ingen problemer, men jeg kunne ikke være sammen med andre indvandrerdrenge. De ville gerne pjatte hele tiden, og nogle gange blev det lidt for meget.

Så kom jeg på noget, der hed Pusterummet, hvor jeg kun gik i skole et par timer om dagen. Resten var bare hygge, hvor vi spillede kort eller sådan noget, for det var nemmere for lærerne at håndtere. Det var lige før, det kunne betale sig at lave ballade, for i en normal klasse kunne jeg ikke spille billard eller lige sove en time. Når man er 11-12 år, er sådan noget meget fedt, men det er ikke særlig fedt at tænke på nu. Jeg skulle have taget mig sammen.

To år senere kom jeg på Skt Annæskolen, men blev smidt ud, fordi jeg kom op at slås med nogen. Så tog jeg selv ned på AOF i Åbyhøj og besluttede mig for at tage 9.klasse der. Jeg fuldførte det, men nåede ikke at tage min sidste mundtlige eksamen, inden jeg blev varetægtsfængslet. Den tog jeg, da jeg afsonede.

Jeg blev sigtet for medvirken til røveri, men til at starte med var der ikke nok beviser. Jeg var bare det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Men anklageren ankede til landsretten, som to dage senere stadfæstede, at jeg skulle i grundlovsforhør. Jeg skulle afsted til Libanon og besøge min familie, men en halv time inden, jeg skulle køre, kom politiet og anholdt mig. Jeg har endnu ikke fået dommen.

Jeg har lagt mærke til, hvordan medierne opfører sig, når der er ballade her i området. Først vil de gerne høre politiets rapporter – det kan de sælge i en uge. Så kommer de til os og vil høre vores mening, og hvordan politiet har behandlet os – det kan de sælge den næste uge. Vores mening kommer altid til sidst.

D.24.september blev jeg løsladt for et andet røveri, der skete for to år siden. Mig og et par andre gik op til én og spurgte, kan vi få din telefon. Det var på Bellevue Strand. Jeg blev dømt som hovedmanden. De andre drenge var 14 år gamle. Det var rigtig godt at blive løsladt, for det er træls at sidde inde for noget, der ikke kan betale sig. For at sige, må jeg få din telefon, og så får man seks måneders ubetinget fængsel.

Det er pinligt for mine forældre, at jeg har begået kriminalitet. Folk siger for eksempel, at de ikke kan forstå, jeg er blevet sådan, når nu min far er sådan en god mand.

Jeg er begyndt at praktisere min religion mere. Det er en god måde at undgå problemer på, fordi det minder mig om, at det ikke er ok at være voldelig, stjæle eller lave ballade. I går aftes var jeg i moskéen med nogle tidligere kriminelle fra Vollsmose, som også er begyndt at praktisere mere.

Gellerup er ikke en verden for sig. Men man kalder det er parallelsamfund, fordi folk er tavse. De ringer ikke til politiet, når der er ballade. Det er ikke fordi, imamerne blander sig, men fordi politiet ikke gør noget. Hvis der er en, der er ved at blive overfaldet, kommer de en halv time senere, selvom stationen ligger så tæt på. De vil have 200 betjente til området, men der er betjente nok, de er bare amatører.

Her er ikke så meget at lave på en søndag. Hvis der ikke regnede, ville der nok være nogle fyre ude at køre på knallert. Nu kommer en af mine venner, så skal vi nok spille Playstation eller bare slappe af.

"Det handler om islamisk lov" (DC/NY del IV)

2010-11-24T08:00:00.003+01:00

Vi snakker med kvinden, der vil bygge en moské to gader fra Ground Zero.

Min studietur bød på et møde med kvinder, der forsøger at modernisere islam og fremme ligestilling inden for troen. Mest kendt er nok Daisy Khan, der sammen med sin mand, Feisal Abdul Rauf, planlægger at bygge det muslimske kulturcenter Park51 – der strengt taget ikke indeholder en moské, men et bederum - to gader fra Ground Zero.

Khan er også direktør for American Society for Muslim Advancement; en organisation, der med egne ord forsøger at løfte diskursen om islam. Desuden vil de gerne styrke "an authentic expression of Islam", hvilket for dem vil sige en religion, der flugter med et moderne syn på kvinders rettigheder og promoverer dialog med andre trossamfund.

Muslimsk revolution
ASMA har gang i en masse projekter, der skal uddanne kvinder i den tredje verden og forhindre kvindelig omskæring. Under sig har de organisationen Muslim Leaders of Tomorrow, hvis direktør, Nancy Shihadeh, vi også mødte. ASMA's hjemmeside og deres introducerende video byder på en del Koran- og hadith-citater, fx om stræben efter viden: "A person who follows a path for acquiring knowledge, Allah will make easy the passage to Paradise for them" og vejen til den rette tro: "He is alive, there is no god but He. So, call upon Him, purifying your religion for Him." (40:65).

Sådan forestiller arkitekterne sig, at Park51 skal se ud.

I det hele taget er det interessant, at ASMA's projekt er baseret på et teologisk opgør med islam; et ønske om, at muslimers tro skal handle mere om indre overbevisning og generelle moralske forskrifter end om ydre handlinger og ekstreme tolkninger.

Dem, der studerer religion (og historie!), må lige hjælpe mig her, men det minder mig en hel del om den kristne reformation. Ikke at man nødvendigvis kan overføre teologien direkte (Luther havde fx arvesynden at gøre op med), men mere i forhold til deres ønske om at modernisere og gøre religion forenelig med et moderne liv baseret på idéer fra Oplysningstiden.

The authentic expression

Jeg spurgte Daisy Khan, om det ikke var problematisk at bruge religiøse argumenter, når man skulle overbevise folk om, at ligestilling og uddannelse var en god ting. Der er vel masser af muslimske middelalderligt tænkende teologer, der ligesom hende synes, at de har "the authentic expression of Islam"? Hvorfor ikke bare bruge humanistiske argumenter og appellere til folks sunde fornuft?

Her var Khan lidt undvigende, men inden da havde hun fortalt, at kvinderne i meget af den muslimske verden har et religiøst verdenssyn, så hvis man vil overbevise dem, skal man gøre det med Koran-citater: "Det handler om islamisk lov", som Khan siger. For hende virker det dog ikke kun som en praktisk foranstaltning. Jeg tror, at hun og hendes kolleger i ASMA og Muslim Leaders of Tomorrow har et oprigtigt ønske om at revolutionere islam, og der er ingen tvivl om, at de selv er troende muslimer.

Bertrand Russell i afghansk ørken

For mig kan det ikke undgå at virke intellektuelt inkonsekvent at erstatte den ene teolog med den anden; hvis man er en analfabetisk kvinde, der lever af at omskære andre kvinder, tror man vel lige så meget på en autoritet, der siger god for det, end én, der forklarer, hvorfor Allah ikke bryder sig om det.

Et af ASMA's projekter - via deres underorganisation WISE - går ud på at forhindre kvindelig omskæring ved at forklare dem, der udfører det, at omskæring er "un-Qur'anic".

Frem for at opfordre til kritisk tænkning, erstatter man bare ét religiøst overhoved med et andet. Men jeg kan sagtens se, at ASMA's metode er langt den mest realistiske, og at det er fuldstændig naivt og misforstået at læse op fra Bertrand Russell i en afghansk ørken, hvis man vil fremme ligestilling.

Dermed alt fra USA! Næste stop: City Vest i Brabrand!

"Ideologier ændrer sig alt efter, hvad man kan tjene penge på" (DC/NY del III)

2010-11-23T08:00:00.003+01:00

Fox er den mest europæiske TV-kanal i USA, og Obama er ikke så frisindet endda.

I Washington snakker vi med den unge, energiske og usædvanligt (for USA) bandende Michael Moynihan, som er redaktør for Reason, et "libertarian" blad. Det vil sige liberalistisk økonomi og venstreorienteret social politik. Gør som du vil med dine egne penge og i dit eget soveværelse.

Jeg havde aldrig hørt om Reason før, men i USA har deres hjemmeside 2,5 millioner unikke besøgende hver måned. Moynihan siger, at deres blad er baseret på "dissent", altså noget i retning af uenighed på den civilt ulydige og politisk uacceptable måde. Journalist Christopher Hitchens påstår, at man skal gøre sig fortjent til den betegnelse, så hvad er Moynihans claim to dissident fame?

FOX er mest europæisk
Tjo, han siger, at Fox News faktisk er den mest europæiske TV-kanal i USA, fordi den stort set er drevet af meninger og politiske pundits. Tænk Glenn Beck og Bill O'Reilly. Til sammenligning er næsten alle andre amerikanske medier besatte af idéen om fairness og objektivitet, og jeg kan godt se, hvad han mener. Man kan nærmest ikke se 10 minutter af en debat på fx MSNBC uden, at værten lige skal sige "thanks, Guy Who Thinks This, we're now going live to Guy Who Thinks The Exact Opposite, because here at MSNBC we appreciate a fair and balanced debate".

Mindetavle på Washington D.C.'s Newseum, der viser dræbte journalister fra hele verden.

De europæiske medier skulle så være mere tydelige omkring, hvad deres holdninger er, og jeg går ud fra, at han først og fremmest mener pressen, da de statsstøttede public service-kanaler gør jo netop en dyd ud af at være objektive. Alligevel siger Moynihan, at NBC forsøger sig ud i at være liberale (i amerikansk forstand), nu hvor Fox har overtaget det republikanske publikum. "Ideologier ændrer sig alt efter, hvad man kan tjene penge på. Hvis der er et ideologisk hul, vil medierne fylde det." Desuden fik vi det lidt overraskende stykke bonusinfo: Obama er faktisk imod homoseksuelle ægteskaber .

Obama vild med religiøs retorik

Senere taler vi med professor og ekspert i sekularisme Jacques Berlinerblau fra Georgetown i Washington. Han har undersøgt, hvordan præsidentkandidaterne snakkede om religion under valget i 2008. Umiddelbart skulle man tro, at Republikanerne var bedst (eller værst) til det, men faktisk har Obama også svælget i bibelsk retorik.

Avisforside fra december 1933, udstillet på Newseum i Washington D.C.

Måske som en måde at løse det, som Berlinerblau kalder de liberales krise med at tale til grupper, altså religiøse grupper. Det er Republikanerne bedre til, fordi selve den republikanske grundtanke er baseret på, at gruppen er det vigtigste sociale samlingspunkt. Vigtigere end den enkeltes rettigheder, hvilket er den bærende idé i liberal tankegang (liberalisme i amerikansk forstand, ikke økonomisk liberalisme).

Gud er tilbage

I hvert fald er religion langt fra forsvundet, sådan som nogle troede, at den ville være i 1950'erne og 60'erne. Berlinerblau taler om den sekulære hypotese, hvor man troede, at alle med tiden ville blive mere og mere ikke-religiøse. Men nu, som The Economist også siger, er Gud tilbage. Tænk på George Bush's såkaldte "faith-based initiatives", hvor han støttede velgørende organisationer, der samtidig var religiøse.

Forsiden af Time Magazine fra 1966. Dengang var det kun et spørgsmål om tid, troede man, før religion ville uddø.

Men, hey, strider det ikke temmelig kraftigt mod den amerikanske forfatning, der siger, at "Congress shall make no law respecting an establishment of religion"? Nej, så længe man støtter alle religioner lige meget, er det tydeligvis ikke et problem. I praksis endte det dog med, at langt de fleste støttedollars gik til evangeliske kirker.

I modsætning til Bret Stephens var Jacques Berlinerblau temmelig glad for de skandinaviske lande og deres sekulære debatkultur. Vi havde "udviklet os mere" end de religiøse lande. Jamen tak, Jacques! Det er dog svært at se, hvordan man med lovændringer kan gøre så meget ved den amerikanske debatkultur og forsøge at få bibelske citater væk fra avisspalterne.

Religion er i langt højere grad det, som folk samler sig om i USA og finder fællesskab i, så naturligvis argumenterer man med det i baghånden. Men for en sekularist som mig er det ikke alt sammen slemt: Der bliver flere og flere ikke-troende i Guds eget land.

I morgen møder vi kvinderne bag den muslimske reformation: "Det handler om islamisk lov" (DC/NY del IV)

Skandinavien må forstå én ting: De andre er ikke som os (NY/DC del II)

2010-11-22T08:00:00.001+01:00

Vi snakker med en mand, som Barack Obama læser.

Min studietursgruppe mødtes med Bret Stephens, der er såkaldt redaktionel redaktør for USA's største avis, Wall Street Journal. Det vil sige, han holder øje med avisens egne meninger i form af ledere og den slags; et område, der ifølge ham selv er skarpt adskilt fra nyhedsdelen.

Wall Street Journal klarer sig overraskende godt, mens andre amerikanske aviser er tæt på fallit, og toppen af kransekagen i Washington følger med i, hvad Stephens og kollegerne skriver.

Kort fortalt er Bret Stephens (og hans avis) glade for Israel, knap så glade for Irans atomprogram og mener, at vi ikke skal trække os ud af Afghanistan. Stephens tror desuden, at papiravisen vil dø inden for de næste 30 år sammen med dens midaldrende læsere, og at Wikileaks-grundlæggeren, Julian Assange, er et underligt individ.

Om os fra de nordiske lande siger han: "Skandinavien befinder sig i et elfenbenstårn, men I må indse én ting: Verden er ikke som jer."

Dyd er ikke en strategi
Hermed mener han primært, at mange andre lande rundt omkring er meget tættere på krig og konflikt og derfor bliver nødt til at træffe ubehagelige politiske beslutninger. Som for eksempel at blive i Afghanistan, selvom det ikke går forrygende, fordi alternativet er endnu værre.

"Dyd er ikke en praktisk politisk strategi. Du kan vælge mellem en dårlig strategi eller en værre strategi," siger Stephens. Danmark, Sverige og Norge kan tillade sig at se ned på omverden, fordi vi sjældent står over for problemer, der ligner dem, alle andre må slås med. Jeg ved egentlig ikke, om Danmark hører med i hans kategori af verdensfjerne skandinaviske lande, når vi nu både har tropper i Afghanistan og Muhammed-tegningerne bag os.

På den ene side har Stephens ret i, at Skandinavien er en underlig gruppering af usædvanlige lande, som det kører relativt godt for, og som derfor måske ikke har blik for, at vores tankegang ikke bare uden videre kan overføres på resten af verden.

Bladhylde i Brooklyn-kiosk

På den anden side er de nordiske lande ikke ligefrem de eneste, der kritiserer Bret Stephens' holdninger; folk i USA er heller ikke altid enige med ham, selvom de tilhører den samme realpolitiske, krigsfarende nation.

Afghanistan er som Månen
Så spurgte Stephens: "Har I nogensinde været i Afghanistan?" Vi var omkring 20-25 nordiske studerende, og jeg tror ikke, at nogen af os rakte hånden op.

"Det er øde og primitivt ligesom Månen," sagde han og mente derfor, at der var grænser for, hvilke forbedringer man kunne forvente sig af landet inden for kort tid. Der var mere end en snert af "hvis du ikke har været der, aner du ikke, hvad du taler om" i hans kommentar, og selvom jeg har respekt for, at han rent faktisk har været i Afghanistan, kan den slags besøg ende meget forskelligt.

Skilt foran Lincoln Memorial i Washington D.C.

Carsten Jensen har også været i Afghanistan, og han foreslår, at vi trækker os ud af landet og overlader det til Taleban (Stephens: "At samarbejde med Taleban ville være selvmord. De er anti-demokratiske. Til sammenligning krævede oprettelsen af EU efter Anden Verdenskrig, at Tyskland blev fuldstændig udslettet."). Selvom jeg lærte en del af at komme til USA, kunne jeg strengt taget have fundet ud af det hjemmefra. Ofte ser man, hvad man kommer for at se.

I morgen skriver jeg om, hvorfor Fox egentlig er et meget europæisk medie, og hvorfor religion og republikanere svinger så godt i USA: "Ideologier ændrer sig alt efter, hvad man kan tjene penge på" (DC/NY del III)

Vi spurgte også Bret Stephens om Iran, og her er en længere version af hans svar (fra juni 2010)

Tilbage til Guds eget land (NY/DC del I)

2010-11-21T13:12:00.005+01:00

Udsigt over the Manhattan skyline fra Brooklyn.

Jeg tager til USA og finder ud af, at fader måske er blevet en fornuftig mand.

For nylig var jeg på studietur i New York og Washington D.C., og hvad der måske virker indlysende for mange, stod lige pludselig meget klart for mig på en helt anden måde end før: USA er virkelig forskellig fra Danmark.

Det var jeg nu også klar over i Bush-perioden, der startede nogenlunde samtidig med min politiske bevidsthed. Men dengang betød forskelligheden kun én ting: At USA bare er virkelig meget mere forkert på den end Danmark (og Sverige og Norge og andre lande, der ligner os).

At USA er den strenge, snæversynede fader, der ikke forstår en brik, og som vi derfor må protestere imod. Fader må komme til fornuft og se, at vi har ret.

"When I was a boy of 14, my father was so ignorant I could hardly stand to have the old man around. But when I got to be 21, I was astonished at how much he had learned in 7 years," siger Mark Twain, og måske er jeg begyndt at få det lidt på samme måde.

Fucked-up galninge

Da jeg som 18-årig så Michael Moores "Fahrenheit 9/11", var der ikke grænser for min foragt. Hvilke fjolser! Hvilket latterligt system, hvilke meningsløse krige, hvilken fucked-up konspiration af neokonservative, krigsliderlige, korporatistiske galninge!

De har jo ingen historie, ingen fornuft, ingen respekt for intelligens, som de i øvrigt heller ikke har – my God, at de her mennesker ejer atomvåben… It boggles the mind.

Monument over Anden Verdenskrig. Washington er nærmest ikke andet end marmor, monumenter og flotte, indgravede ord.

Siden er jeg begyndt at se landet i et historisk perspektiv, og selvom jeg ikke er gået helt tilbage til den totale næsegruse beundring fra min barndom (hvor alt fra Hollywood og Jay Lenos studie i Burbank var Gud), kan jeg egentlig godt lide USA. Lad os sige, jeg har nået dyden i midten.

I hvert fald er det meget tydeligt, at hvis man vil overføre elementer fra det danske samfund over på det amerikanske, kan det ikke gøres med ordene "Sådan gør vi, og det kører pissegodt. Hvis ikke I fatter det og gør nøjagtig det samme, er I sååå fucking hjernedøde".

Jeg ved ikke, hvor mange der reelt tænker sådan, men det ligger ret tæt op ad min tankegang for omkring 6-7 år siden, og jeg havde ikke svært ved at finde ligesindede.

Den rådneste banan
Danmark er et lillebitte land med meget få mennesker, der alle er stort set ens. Hvide, sekulære middelklassefolk, der holder af uddannelse, pensionsopsparing og barselsorlov. Gennem mange hundrede år er det lykkes at skubbe de her mennesker i samme fredelige og solidariske retning.

Det er absolut ikke blevet gjort sværere af, at selv den mest rådnende banan af en nordjyde let kan hoppe på den statsstøttede jernbane og i løbet af 5-6 timer møde op på Christiansborg. Og se magthaverne i ansigtet. Nu har en lille procentdel af danskerne så fået udenlandsk baggrund, og vi taler næsten ikke om andet, fordi vores samfunds trygge ligevægt ikke tåler at blive forstyrret. Hvilke andre lande har den ligevægt? Nærmest ingen!

Neonskilt fra magasinet The New Yorker.

Til sammenligning har USA næsten alle variationer af etniske grupper, religioner, nationaliteter og komplette galninge.

På min studietur mødte jeg en højt placeret ansat i The US State Department (udenrigsministeriet), der ikke troede på global opvarmning. Han troede vitterlig ikke på det, denne formentlig veluddannede og i hvert fald velbetalte mand. Omkring 40% af befolkningen tror ikke på evolutionsteorien.

12% af befolkningen stammer fra slaver holdt af forfædrene til andre 60%. Over en tyvendedel af amerikanerne er ikke amerikanere, men illegale indvandrere. Hvis man skal køre fra Fort Kent i staten Maine, der ligger på grænsen til Canada, og helt ned til USAs sydligste punkt, Key West i Florida, tager det over et døgn – altså hvis man kører på en fiktivt tom motorvej med konstante 130 km/t.

Hvem fanden magter at holde styr på det? Hvem orker at samle alle de her mennesker og fortælle dem, at offentlig sygesikring er en god idé; at du skal passe på med det gevær; at økologisk mad virkelig er vejen frem – og hvis du vil nogen steder hen, fx tværs over det her fucking enorme land for at besøge dine forældre, så lad være med at tage et skrækkelig forurenende fly eller en firhjulstrækker. Tag et tog.

Tre fyre på New Yorks undergrundsbane med øl i papirsposer.

Alligevel formår de statsforskrækkede og skydegale mennesker at have de bedste universiteter, den største mængde Nobel-prisvindere og virkelig god journalistik. Derfor er de ikke undtagede fra kritik, men den skulle gerne være baseret på, hvad der er realistisk og giver mening for lige præcis USA. Hvilket ikke er det samme som det, der giver mening for Danmark.

I morgen taler vi med en af topredaktørerne på USA's største avis, Wall Street Journal, Bret Stephens. "Skandinavien må forstå én ting: De andre er ikke som os" (NY/DE del II)

Det umoralske

2010-11-20T15:16:00.004+01:00

At slå et dyr ihjel på den flotteste måde. Det er tyrefægterens job.

Når det næsten er slut, skal matadoren dræbe tyren ved at jage en sabel, den såkaldte estoque, ned mellem dyrets skulderblade og ramme hjertet eller snitte hovedpulsåren over. Så dør tyren med det samme. Sværdet kan ramme en knogle eller ikke komme hele vejen ned, eller det kan punktere lungen, så tyren langsomt drukner i sit eget blod i stedet. En kender af tyrefægtning, en aficionado, ser helst, at dødsstødet går i bund. En hurtigt udført estocada er simpelthen bedre håndværk.

Inden tyrefægtningen sidder jeg på Bar Flor, der ligger ved siden af arenaen i Málaga. Under festugen er der corrida de toros, som spanierne kalder det, hver eftermiddag. En overvægtig albino i vanillefarvet jakkesæt og fedora bestiller kaffe og ryger cigar, mens to gamle mænd i åbenstående skjorter gestikulerer voldsomt om regningen. Den ene vil betale, det vil den anden også.

Senere, da der kun er en time til tyrefægtningen, er alle bordene taget, og folk kredser som gribbe om de gæster, der sidder med tømte glas og skrabede tallerkener. En mand spørger, om jeg ikke snart går. Alle andre flagrer med flyers, der viser en matadors glimtende uniform. Lige ved siden af ligger arenaen, og jeg går, inden larmen bliver for meget.

Tyren dør altid
I løbet af en klassisk corrida dør seks tyre, slagtet af tre matadores. En gang imellem lykkes det dyret at bore et horn ind i tyrefægteren og, endnu sjældnere, slå ham ihjel – særligt udsatte er lysken og armhulen. I maj 2010 kom Julio Aparicio på operationsbordet, fordi en tyr havde jaget sit horn op under hagen og ud gennem munden på ham. Tyren dør så godt som altid, fordi en af de andre tyrefægtere træder til, hvis deres kollega kommer til skade.

Arenaens sand er sennepsgult, og jeg har fået en plads over en af dens to porte. I løbet af de næste to timer bliver seks døde tyre slæbt ud under mine fødder. Vi sidder tæt pakket på stenbænke som i et antikt amfiteater, og til højre for mig sidder en far med sin teenagesøn og spiser solsikkekerner. For 30 euro kan man få en billig plads i solen, mens de dyre stole i det skyggefulde galleri koster næsten 100 euro. På de forreste rækker i en særlig VIP-boks læner en lille pige dovent sin albue på træværket og venter på den første tyr.

En tyrefægtning har tre runder, og kun i den tredje er matadoren alene med dyret. Inden da skal flagmændene, banderilleros, og de ridende lansemænd, picadores, hjælpe ham med at få tyren gennem en række ritualer, som gør den klar til tercio de muerte, dødens tredjedel.

Vinkendere og boltpistol
Til venstre for mig stormer det første dyr ud. Med lette skridt, selvom en arenatyr vejer mindst et halvt ton. Den ved ikke, at den skal dø, men opfatter kun, at dens territorium er fuld af fjender og styrter rundt efter først den ene, så den anden banderillero. Da går det op for mig, at jeg aldrig har set et dyr blive slået ihjel før. Det sker ellers hele tiden på danske slagterier med boltpistol, skarpe redskaber og stor rutine, men jeg har aldrig været henne at kigge. Ingen underholdningsværdi i det. Jeg får en klump i halsen og husker, hvad Hemingway sagde om fans af tyrefægtning. De er ligesom vinkendere, der ikke længere behøver at drikke de søde årgange, men leder efter den ærlige smag. They want no sweetening.

I første runde skal matadoren have en idé om, hvilken slags tyr han har med at gøre. Han vil se, om den løber ligeud igen og igen, eller om den standser op i uforudsigelige og forvirrende ryk. Han vil vide, om tyren har et særligt område af arenaen, den kan lide at kæmpe fra, og om den helst stanger til den ene side frem for den anden. Derfor begynder han og hans tre banderilleros at bruge deres kapper for at lokke den rundt i arenaen. Tyren er farveblind og reagerer kun på bevægelse, så det gør ingen forskel, at matadoren er den eneste med en rød kappe.

Men hesten overlever
Så rider lansemændene ind på godt polstrede heste med bind for øjnene. Inden 1928 var hestene ikke beskyttede og døde, fordi tyren stangede dem i bugen, så tarmene væltede ud. Samtidig skulle rytteren jage sin lanse ned i tyrens skulder for at svække den, ligesom en konkurrerende tyr kunne gøre. I dag kommer lansen stadig ned i tyren, så rytteren somme tider skal stå op i sadlen, men hesten overlever.

Jeg har hørt, at tilskuerne råber "olé", hvis tyrefægterne klarer sig særlig godt. Indtil videre mumler og snakker de bare, som om de stadig sad på Bar Flor, men nu alle havde fået et bord. Sønnen gnasker videre på sine solsikkekerner, og jeg har stadig en klump i halsen.

I anden runde skal matadorens tre flagmænd placere seks farvestrålende metalhager i tyrens ryg. Det er dem, man kan se på spanske postkort, der viser en tyrefægtning, men det er ikke altid, de alle sætter sig fast. Nogle gange er en banderillero bare ikke så god til det, men tredje runde må starte alligevel, mens tyren stadig er farlig.

Arenaen er tom. Næsten. Matadoren sniger sig frem på tåspidserne. Han kaster hovedet op, hagen først, som om tyren var en rivaliserende bejler, han skulle provokere. Kappen glider frem, men manden står stadig foran dyrets skarpe horn og dens massive prustende tunghed, kun et skridt væk. Jeg ved ikke, hvad de andre tilskuere kigger på. Tyren danser hen mod ham, stanger kappen, drejer, stanger igen, manden tripper væk, men tyren stanger videre, ind i det røde.

Alt, hvad matadoren gør med sin kappe, kaldes faena, og der er et utal af forskellige manøvrer. Jo tættere, tyren kommer på manden uden at stange ham, jo bedre, og de bedste matadorer kommer ikke tilbage fra en tyrefægtning uden dyreblod på deres guldglimtende bolero. Når tyren er død, kommer heste eller mulddyr ind i ringen og slæber den ud, så den kan blive skåret op til premiekød.

Det tager mig omkring et døgn, så har jeg det ikke dårligt længere, når jeg tænker på det. Dagen efter har jeg lyst til at gå til endnu en tyrefægtning, men jeg gør det ikke.

Da Hemingway skrev om tyrefægtning i 1932, vidste han godt, at mange mennesker fandt det ulækkert og brutalt. Ikke engang alle hans venner kunne lide det og så det kun én gang i hans selskab. Men han besøgte arenaen igen og igen. Han sagde: "Det er moralsk, når man føler sig godt tilpas bagefter, og det er umoralsk, når man føler sig dårligt tilpas bagefter."

Why wise words are double-dealing douchebags: Un-advice for the uninspired

2010-10-23T19:27:00.003+02:00

Looking for inspiration on the internet is like looking for love in all the wrong places. People who spend most of their time doing proper offline things like cooking with loved ones or educating women in Afghanistan will tell you this. Luckily, you don't have to venture out into the Middle East or even your own kitchen to figure that out. The startling discovery can be made right here on... you guessed it, the internet.

Let's start with the obvious: You've googled "inspiration" and found a fucking software firm. How depressing. Moving on, you google "inspirational quotes". Why? Well, assuming you're like me, you have a great deal of respect for people who have achieved something and then managed to bitesize it into user-friendly quotes you can put on Facebook. Hey, look at that, there's actually a site called inpirational-quotes, wonder if they have any of my favourite authors.

OK, so this site is nothing like a blog, feed or anything remotely web 2.0. You actually have to click on categories, making it a bit like porn, only here it's not "interracial" or "bukkake", but heavier stuff like "Build a Good Character" and "Dealing with People". Who doesn't want that?

Top of the list in the character building category is Henry David Thoreau: "You cannot dream yourself into a character; you must hammer and forge yourself one." See, that's what I mean, cooking with loved ones! Educating women in Afghanistan! Actually being out there hammering and forging and... OK, one more quote, and I'm good to go.

Lord Chesterfield: "Be your character what it will, it will be known, and nobody will take it upon your word." What? Couldn't have made that a bit more readily accessible, could you, Chester? OK, so I suppose it means that whatever you try and tell people about how wonderful you are, they'll see through it. Or that people will talk shit about you, and there's nothing you can do to stop it? Not very inspirational, that. Was just thinking of joining the armed forces, writing home about this terrible, terrible war, but what does it matter if there's no one to believe me?! Fuck this, next quote.

Thomas Paine: "Reputation is what men and women think of us; character is what God and angels know of us." Huh? Thomas Paine talking about angels? I thought he was an atheist or at least agnostic, and here he is going on about... Heeeey, wait a minute, maybe he's taking the piss out of that whole "essence of character", "inner core" thing and doing a Warhol - a post-modern "I'm deeply superficial"-ish statement for the Enlightenment age.

Like, saying that none of us can ever really know anything about ourselves, eh? Eh? Doesn't make sense to do that when you're 250 years away from post-modernism, though. OK, I give up, dude's obviously into angels, but translate that into "we", and it's about knowing your own, sometimes murky, morals and motives and having the balls to confront them instead of riding on a wave of popularity.

So, what I have learned so far? In order to build character you should go out into the world, expecting to be slaughtered, seen through or simply misunderstood. Yet if you can look yourself in the face after having brooded sufficiently over the flaws in your personality, you should be fine.

Result: I have become a repressed and bitter closeted gay Oxford don.

Severed head alive and looking for body: The case for fake interviews

2010-10-22T11:01:00.000+02:00

When I was little, there was a magazine called 'It's A Mad Mad World': a Danish version of the National Enquirer, only weirder. I can almost recite one of the articles by heart, called 'Severed Head Alive and Looking for a Body'.

Apparently, a man trimming his hedge had lost control over his chainsaw and cut off his own head. Later, the head turned up on a plate, connected to a million wires and sleeping 22 hours a day, but otherwise alive and well. Scientists would not say what had happened; instead there was a photo, effectively destroying any doubts readers might have about this unlikely beheading-cum-body search.

I'm not saying me and my childhood innocence believed it; I knew it was bullshit, but in those days my disbelief was suspended so high that it didn't matter. It's the same with celebrities in magazines. Everyone who buys the latest Esquire as soon as it comes out in order to devote their afternoon to the latest Javier Bardem feature has his or her disbelief walking a tight rope between Mount Everest and Kilimanjaro.

That's because the point of celebrities is that they offer something you want, but can never ever get. Not because you don't have the money or the connections, but because it doesn't exist anywhere but on paper. Ask anyone who's had the pleasure of being interviewed by ladies and gentlemen of the press: as soon as their words are printed, the image takes on a life of its own, completely divorced from reality. Even if famous people were never misquoted or misunderstood, the articles would still not be about them, but about us.

What does it matter to anyone if George Clooney or Megan Fox are single or not? None of us reading about them will ever get near them, let alone stand a chance of dating them. Why do we care what Robert Pattinson does in his spare time, we're not buying him a birthday present, at least not if we're over 12 and mentally stable. It serves no purpose, and famous people know this. Therefore, they claim that we are not entitled to anything other than what we get: the film, the song, the interview, the odd gay rumour. They didn't ask for the paparazzi, the exposure and the intrusion, hence the fence of their ubiquitous entourage.

Luckily, we can always make things up. Invent stuff, for example a fake interview. It's not like they're real people to us, which is why most people when meeting their idol just stand there, awestruck, audibly twisting their brains to transform a million pictures into an actual 3D person.

Technically, of course, the Esquire interview is not made up; someone actually talked to Javier Bardem, recorded his words and put together an article. There is in all likelihood an mp3 file out there on someone's laptop containing the man's voice as it describes the ups and downs of its owner's career. But what if there wasn't?

I mean, it's not Shakespeare. Read a few interviews with a celebrity, and you'll soon get the gist of what they're trying to say. What transpires in an interview with a person from the entertainment business is in 9 out of 10 cases something that could simply have been conjured up by the journalist anyway.

From thereon, most writers would be perfectly capable of creating an actual conversation, creating a genre between wish fulfillment and fan fiction that has hitherto only been dreamt of in an Italian journalist's desperate career philosophy. Yet most reporters content themselves with adding to the cacaphony of gossipy soundbites about things that supposedly happened. Who cares if they happened?

All you need to create a fake interview is a properly famous Übermensch and a slightly deranged imagination, and you could be a journalist prophet, writing the gospel about our lords of the Oscar nights and Grammy Awards. At least for those who like reading about severed heads.

Silver fox, I love you

2010-10-20T15:37:00.002+02:00

Nogen må bevare internetjournalistikkens integritet og samtidig tilfredsstille vores alle sammens trang til en gang imellem - bare engang imellem - at se på et billede af en pæn mand. Derfor opfordrer jeg alle til at følge min datterblog, silver is this fox, og synes godt om den på Facebook.

Den bliver opdateret hver morgen kl.8.00, hvilket er det tidligste tidspunkt, hvor man med anstændigheden i behold kan tillade sig at stirre på et sorthvidt-billede af mand i fyrrerne.

Paven bag tremmer

2010-10-17T12:54:00.009+02:00

Kan man smide Paven i fængsel for at være medskyldig til pædofiliskandalerne i den katolske kirke? Ja da – hvis man har de rigtige advokater!

Det siger i hvert fald den britiske topadvokat og ekspert i international lov Geoffrey Robertson. I forbindelse med, at Pave Benedict XVI kom til Storbritannien sidste måned, udgav Robertson en heftig anklage mod den tidligere kardinal Joseph Ratzinger: The Case of the Pope

Man kan godt fornemme, at bogen er skrevet ret hurtigt, for en redaktør kunne godt have fjernet de mange gentagelser. Eller måske er det bare sådan, man gør i den juridiske verden. Under alle omstændigheder er bogen ikke så kompliceret som forfatterens fag, og faktisk kan de 174 sider koges ned til tre. Har du ikke tid til dem, kommer her en lynopsummering:

1)      Tusindvis af børn er blevet misbrugt af katolske præster over hele verden.

2)      Den katolske kirke har ikke meldt disse præster eller smidt dem ud af kirken, men i stedet skjult dem for myndighederne og kørt sager mod dem efter deres egen, meget overbærende kirkelov.

3)      Pavestolen – det vil sige Paven og hans medarbejdere i pseudo-staten Vatikanet - har dermed kørt et parallelt og ulovligt retssystem i de lande, hvor misbrug har fundet sted.

Og så den lange:

Sexmisbrug i den katolske kirke er gået fuldstændig amok med konstante afsløringer af pædofile præster i alle verdenshjørner og undersøgelser, der viser at næsten en tiendedel af de klerikale har forbrudt sig (needless to say, en overrepræsentation i forhold til fx børnehavepædagoger).

Samtidig nægter hverken Paven eller hans Curia, altså rådgiverne og bureaukraterne i Vatikanet, at tage ansvar og insisterer i stedet på at køre et parallelt retssystem efter den katolske kirkes egne kanoniske lov.

Dette ikke særlig tidssvarende dokument straffer for det groveste sexmisbrug en perverteret præst med… At han ikke må være præst længere! De fleste sager går ikke engang så langt, men ender med, at den anklagede enten bliver idømt en form for bod, fx at han skal bede et vist antal bønner, eller at han bliver sendt til et andet - ikke nødvendigvis børnefrit – sogn eller land.

Præste-trafficking kalder Robertson dette gustne fænomen. Ikke noget med at overgive den dømte til myndighederne eller endda ekskommunikere ham, altså smide ham ud af kirken.

Derudover understreger loven, at lige så snart en sag er gået i gang, må ingen af de implicerede udtale sig til offentligheden. Det har betydet, at mange strengt katolske familier af frygt eller respekt for kirken aldrig har fået mulighed for at føre en rigtig retssag igennem.

Denne farce kan i flere tilfælde føres direkte tilbage til Paven, der i sin tid som kardinal forsøgte at skjule en række pædofile præster fra myndighederne og insisterede på at retsforfølge dem efter kanonisk lov.

Desuden har Ratzinger som pave udvist en utrolig arrogance og modvilje mod at samarbejde med myndighederne i opklaringen af pædofilsagerne. Dette sammenlagt med hans fortsatte accept af den kanoniske lov giver one nasty Pope, der undergraver retssystemet i de lande, hvor pædofile præster har skjult sig i skriftestolen.

Men hvis Paven har et ansvar, hvorfor så ikke slæbe ham i retten? Fordi han ikke bare er religiøs leder, men statsoverhoved og dermed immun over for de italienske caribinieri, der ellers kan anholde enhver anden romersk forbryder. Pavens stat hedder Vatikanet, men er lidt af en joke, påstår Robertson.

Pave Pius XI

Il Duce - Benito Mussolini

For det første opstod bystaten som en suspekt studehandel mellem den daværende Pave Pius XI og den fascistiske leder Mussolini. I 1929 ville paven have magten over de italienske sjæle via skolerne, mens Il Duce ville have de italienske stemmer via præstepropaganda, et voilà! Et styks selvstændig stat, der i dag som den eneste ikke-medlemsstat har status af permanent observatør i FN's generalforsamling. Det betyder, at de sidder lige efter medlemslandene og foran Palæstina, Røde Kors samt en lang række internationale organisationer. De har ret til at være med i debatter og komme med forslag til FN's officielle dokumenter – stort set som en medlemsstat, bare uden stemmeret.

Men Vatikanet er ikke en stat, siger Robertson, i hvert fald ikke ifølge den traktat om statens rettigheder og pligter, der blev underskrevet i Montevideo i 1933, og som nu er en del af international lov.

Traktaten kræver for det første, at en stat har en permanent befolkning – Vatikanet har stort set kun Paven og et par hundrede medarbejdere, og de bor der aldrig et helt liv ad gangen. Idéen om den vatikanske statsborger er absurd; stedet fungerer snarere som arbejdsplads for cremen af den katolske kirke.

For det andet skal man have et territorium, og Vatikanet har kun et palads med lidt have omkring, der i enhver meningsfuld forstand er en del af Rom. Italiensk lovgivning gælder, hvis man bliver taget i at stjæle; man bliver henvist til den italienske ambassade, hvis man har mistet sit pas i Peterskirken; kloakkerne, politiet, gas og vand kommer fra Italien.

For det tredje skal en stat have en regering, hvilket er lidt svært, når der ikke er noget folk at regere eller noget territorium at adminstrere. Vatikanet har ikke sit eget forsvar, skattevæsen eller nogen anden institution, man forventer af en stat. Selv da Pave Johannes Paul II blev skudt i 1981, kunne Vatikanet ikke anholde ham, selvom den nyligt løsladte forbryder, Mehmet Agca, protesterede mod at komme for en italiensk domstol, da mordforsøget havde fundet sted inden for bystatens mure.

For det fjerde og sidste skal en stat kunne indgå relationer til andre stater, fx sende diplomater afsted, der gør mere end bare at arrangere pavebesøg. Det lever Vatikanet på ingen måde op til.

Vatikanet - staten inde i byen, til venstre for floden Tiberen. Kilde: Google Maps

Uanset hvad, siger Robertson, er det muligt for enten verdenssamfundet eller en af de tidligere misbrugte ofre at slæbe Paven i retten.

Er Vatikanet en stat, og Paven et statsoverhoved, kan han stadig slæbes i retten for forbrydelser mod menneskeheden. Benedikt XVI er stadig tysker, og Tyskland har godkendt den internationale Kriminaldomstol, der kan føre den slags sager. Selvom Ratzinger ikke proaktivt opfordrede til misbrug, gjorde han heller ikke noget særligt ved det, selvom han vidste, at det foregik, og det er nok.

Her henviser Robertson til en sag mod de tidligere østtyske ledere Erich Honecker og Egon Krenz, der aldrig straffede vagterne ved Berlinmuren for at slå folk ihjel, der prøvede at flygte. Dermed accepterede de indirekte, at det foregik, og Krenz endte således med at få seks år i fængsel for at være medskyldig til manddrab. På samme måde er Paven også skyldig i grov forsømmelse.

Hvis Paven ikke er et statsoverhoved, er det så meget desto nemmere at anholde ham, lige så snart han træder uden for Vatikanets grænser. Men der er selvfølgelig en masse teknikaliteter, og hvis sådan en sag nogensinde skulle komme i retten, vil Vatikanet gøre alt for at forsinke den, fx forlange at alle retsdokumenter skal oversættes til deres modersmål – latin. Selv Robertson indrømmer, at international kriminallov er temmelig kompliceret.

En anden mulighed er, hvis en eller flere ofre for misbrug sagsøger Paven. Her er det ikke så vigtigt, om Ratzinger er et statsoverhoved eller ej, sålænge man kan påvise et link mellem ham og en kriminel præst, fx via en biskop, der kendte til misbruget. Der kører et par af den slags sager i øjeblikket, blandt andet O'Bryan v Pavestolen, der er kommet helt op til den amerikanske Højesteret. Her skulle Vatikanet forklare forholdet mellem Paven og hans ansatte, men påstod at dette var uhyre kompliceret selv for de bedste teologer – ikke noget fremragende forsvar, især ikke hvis Pavestolen vil tages seriøst som en selvstændig regering.

Til sidst kommer Robertson med det gode råd, at katolske præster måske alligevel skulle have lov at gifte sig – på den måde kunne mange sexforbrydelser være undgået. Han påpeger også, at det er vanskeligt at slæbe en mand i retten, der udadtil symboliserer godhed og næstekærlighed, og at Paven derfor nok ikke bliver anholdt, når han kommer til Storbritannien (hvad han heller ikke blev). Til gengæld burde kirken selv tage sig sammen og glemme alt om at retsforfølge præster under deres egen lov.

Tosomhed

2010-10-14T18:00:00.007+02:00

Duoer er the shit for tiden, og jeg har

meget passende skrevet om to (tøhø)

af den britiske slags for GAFFA.

Først om The Ting Tings, der har spiket

Hilfigers nye duftserie med autentisk

rocklugt, dernæst om de lovende

Manchester-gutter Hurts.

De gav koncert på Voxhall i går aftes,

og det skulle ikke undre mig, hvis de

med lidt øvelse blev pænt store.

Hutchcraft har i hvert fald potentiale.

Billedet er taget af Steffen Jørgensen

At bekende sine synder

2010-10-06T15:05:00.002+02:00

Skriftemålet er et af den katolske kirkes syv sakramenter, dvs ritualer, hvor Gud siges at være til stede. Her kan en katolik bekende sin synder, og præsten kan derefter tilgive ham eller hende på Guds vegne. Kirken forlanger af sine medlemmer, at de skrifter mindst en gang om året, men helst oftere; den forrige pave, Johannes Paul II, var stor fan af sakramentet og gik selv til skrifte hver uge. Først tilstår man de dødelige synder for ikke at komme i Helvede, dernæst de mindre alvorlige. En dødelig synd er en bevidst handling, der forbryder sig mod De Ti Bud, men kan også omhandle andre ting, fx onani eller skilsmisse.

Da jeg var i Glasgow sidste år, talte jeg med en præst ved en katolsk kirke, der ligger midt i byen, kun få skridt fra Sauchiehall Street, som hver weekend er fyldt med fulde diskoteksgæster. Præsten ville gerne være anonym.

Hvordan var din første gang som præst i skriftestolen?

P: Det gjorde mig meget ydmyg. Folk kommer, fordi de vil ændre deres liv og ved, at Kristus er der. Man føler virkelig, at Gud hjælper dem til at blive stærkere. Inden da havde jeg prøvet offentligt skrifte som barn, hvor alle i familien bekendte deres synder for hinanden.

Offentligt skrifte?

Før i tiden, når en person ikke levede i henhold til et samfunds normer og åbent brød reglerne og De Ti Bud, stod vedkommende uden for fællesskabet. Så fik de muligheden for at tilstå deres synder offentligt, hvorefter de officielt blev inviteret tilbage. Efterhånden som folk levede sammen i større og større fællesskaber, vidste de ikke, hvad alle andre gik og lavede. Derfor skriftede folk i stigende grad om private ting, ikke om offentlige synder. Men der findes stadig offentlige skriftemål, hvor en præst kan give syndsforladelse til mange, hvis der ikke er tid til, at de kan skrifte enkeltvis.

Er der nogle mennesker, der ikke kan skrifte?

Ja, nogle gange må jeg sende folk til en anden specialist, fx hvis de har et misbrug. En narkoman, alkoholiker eller sex-afhængig er ikke i stand til at synde. For at begå en synd skal det ske med fuld forståelse af, viden om og samtykke til synden. Hvis en af de ting ikke er til stede, falder syndens intensitet. Så behøver man ikke at skrifte, men har brug for rådgivning i stedet.

De præcise ord, som synderen og præsten skal sige, varierer, men som regel starter den første med at angre og derefter nævne remse sine synder op. Hvis det er dødssynder, skal man være så nøjagtig som mulig med hensyn til tid, sted og den, man har såret gennem sin synd. Præsten kan godt stille uddybende spørgsmål.

Hvilken slags synder tilstår folk?

Nogle mennesker kommer rutinemæssigt, fordi de har behov for det. De ævler løs om alle mulige småting. Andre kæmper virkelig med deres tro og finder det måske svært at forstå kirkens holdning til prævention eller skilsmisse. Andre igen kæmper med personlige problemer, fx en fattig opvækst.

Hvad er præstens rolle?

Han skal både give gode råd, bede med synderen, opfordre til positiv tænkning og henvise ham eller hende til andre, der måske bedre kan hjælpe. Præsten skal fortælle synderen, at det, vedkommende har gjort, ikke definerer ham. Man er ansvarlig, men det, man gør, og den, man er, er ikke altid det samme.

Inden præsten formelt tilgiver synderen, får vedkommende besked på at gøre bod.

Hvad er eksempler på bod?

Man kan gøre en god gerning, fx besøge et hospital, sige en bøn for sin familie, ofre til kirken eller se en terapeut. Det kommer an på synden.

Til sidste giver præsten syndsforladelse. Dette led i skriftemålet er det vigtigste.

Er der tilfælde, hvor man ikke kan få syndsforladelse?

Hvis man lever i en syndig situation, fx bor med en anden mands kone, kan man ikke få forladelse, medmindre man ændrer situationen. Man må gerne komme i kirke og bede, men ikke modtage nadveren. Løsningen er så at flytte ud og derefter bede præsten om syndsforladelse.

Er der nogle synder, der aldrig kan blive tilgivet?

I princippet kan alle synder tilgives. Nogle steder siger man måske, at visse synder er reserveret til biskoppen, og at han er den eneste, der kan tilgive dem. Det er meget få, meget alvorlige ting, fx heksekunst eller frimureri. Altså noget okkult, der ikke giver mening for en katolik.

Hvordan undgår en præst at afsløre de ting, han har fået fortalt?

Når et skriftemål er overstået, skal præsten gøre en bevidst indsats for at glemme, hvad der er blevet sagt, især hvis det ikke har været anonymt. Det bliver nemmere med tiden, for folks mønstre er nogenlunde de samme. Der sker ikke så mange usædvanlige ting for de fleste mennesker, og med tiden associerer man ikke personen med de oplysninger, han eller hun giver. Det er et meget specielt sakramente, hvor folk betror sig og er meget ærlige. Bagefter må man glemme alt. Man kan ikke melde dem for en forbrydelse, men må fortælle dem, at de selv skal gå til politiet, fx i misbrugssager, eller til de mennesker, de har skadet, før de kan få forladelse. I svære situationer kan man altid spørge andre præster til råds, fx når unge mennesker er blevet misbrugt, eller når et ugift par lever sammen.

Præsten har tavshedspligt og må ikke afsløre hemmeligheder om forbrydelser, der har fundet sted. Til gengæld har alle i Danmark afværgepligt, hvis de får nys om en forbrydelse, der vil finde sted, og hvis det er nødvendigt, skal de anmelde den mulige forbryder til politiet i henhold til Straffelovens §141.

Solidaritet!

2010-10-04T14:28:00.002+02:00

Atter billeder, my friends, denne gang et par stykker fra Gdansk. Den polske anti-kommunistiske bevægelse Solidarnosc blev grundlagt på byens skibsværft, og den daværende polske pave blev stor fan. De tre kors er et mindesmærke for demonstranter, der døde under en storstrejke i 1970. Se til venstre under "mine billeder" for mere!

Tyre, mænd og lækre kjoler

2010-09-19T13:16:00.002+02:00

Så er der nye billeder på bloggen, denne gang fra Málaga.

Der er både noget cute...

Og noget knap så cute...

Klassiske mænd...

...og mere progressive.

Landsbyidyl...

...og byens snavs.

Feria-skøger...

...og pressefrihed.

Og selvfølgelig noget mere med børn.

Og barnevogne.

Se mere i "mine billeder" til venstre.

Glasgow på nettet

2010-09-08T19:09:00.006+02:00

Woot woot, så er der Glasgow lige her til dem, der ikke fik købt Politiken Plus. Go there, guys!

Kys Kys Bang Bang

2010-09-03T13:29:00.002+02:00

Den her blog må leve, om den så skal gnaske på de forlængst komatøse tekster, jeg skrev i min ungdoms blomst. Revet op fra sin vegetative tilstand er således en anmeldelse af Downey Jr.'s meta-halløj "Kiss Kiss Bang Bang". Før Iron Man og det vilde comeback plejede Hollywoods yndlings-cokehead omgang med en erotisk buttet Val Kilmer. Anmeldelsen er på engelsk (af nød, ikke lyst), men jeg hører, engelsk er ved at få et comeback.

Kiss Kiss, Bang Bang (2005)

Director: Shane Black
Starring: Robert Downey, Jr., Val Kilmer, Michelle Monaghan

All you need to make a movie is a girl and a gun. However, if you're Shane Black, a first time director equipped with the kind of Hollywood street smarts that come from having all four Lethal Weapon screenplays on your resume, you apparently don't want to just make a movie. You want to make a frantic clutter of cynically self-conscious film noir references, depict your glamorous workplace as not so much the city of angels as the final resting place for deluded gold-diggers and at the same time, you want to point out every narrative trick in the screenwriter's book by actually mock rewinding the film.

For that you need an extremely charming lead actor. Not to mention a chubby Val Kilmer dressed in jogging suits and attitude. Luckily, Kiss Kiss, Bang Bang has both and therefore manages to keep the teeming meta-levels light and breezy and the plot holes covered. Although the latter is hard to judge upon first viewing, since the plot is confusing as hell.

Suffice to say, Robert Downey, Jr. is in intense pre-Iron Man mode as chronic fuck-up Harry Lockheart, who stumbles into a film audition after a failed burglary and is flown to Los Angeles with the prospect of starring in a detective film. In order to prepare for a screen test, he receives detective lessons from Kilmer's small time sleuth Gay Perry. That's where the guns start to show up. The girl comes in the shape of Harry's home-town sweetheart Harmony (Michelle Monaghan), who took the bus to Los Angeles years ago and never really made it. She thinks Harry is a real detective and has him investigate the apparent suicide of her sister. Cue more guns, now followed by bodies, all of it narrated by Harry himself in a nervous stream of consciousness.

The script sometimes veers from the clever remarks about the industry towards the fairly impenetrable ones that are too pointless to become cult. Most of the time, however, Shane Black concentrates on the fast-paced action and sarcastic banter that made Lethal Weapon good, with Downey, Jr. replacing Mel Gibson as a dopey, less insane Martin Riggs.

The best bits mix excitment with ridiculousness, like the scene where Lockheart is thrown off a bridge, but manages to grab a dead hand conveniently sticking out of a coffin which hangs halfway out onto the highway below.

Even better is a scene involving a finger and an argument, but you'll have to see that for yourself.

Europas mest undervurderede by...

2010-08-29T11:26:00.003+02:00

er selvfølgelig Europas "murder capital" Glasgow! Jeg har skrevet en weekend-guide til byen, som du kan læse i dagens Politiken Plus. Iøvrigt er det med mordene ikke så slemt, sålænge man holder sig til centrum og West End og væk fra den sekteriske fodboldvold. Til højre kan du se en high tea, som den serveres i Byres Rd.

Desuden har jeg lige været ved Solkysten og set en tyrefægtning. En blandet oplevelse, hvad der snart kommer en artikel om - et eller andet sted, om ikke andet her på bloggen!

Trådløs og makaber

2010-08-05T18:30:00.003+02:00

For et par uger siden var jeg til Wireless Festival i Londons Hyde Park, og det kan man læse om i GAFFAs klubtillæg for de abonnementindviede. Eftersom man skal punge ud for at læse, kan jeg ikke afsløre så meget andet end, at ordene sentimental, Pink og Plan B er med.

Noget, som til gengæld er gratis og smukt at læse, er Christopher Hitchens' første ord om hans kræftsygdom. Efter et liv med sprut og smøger har en af mine absolutte yndlingsskribenter fået cancer i spiserøret, lungerne, lymfeknuderne og... ja, det ser ikke godt ud, men han tager det med tilsyneladende stoisk ro og vanlig veltalenhed: "In whatever kind of a 'race' life may be, I have very abruptly become a finalist." Suk...

For nu at blive i det makabre har verden fået sit første magasin om død! Eulogy, hedder det, som i gravtale, og det kommer fra London. Der er artikler om afdøde helte, kunsten at skrive en god nekrolog og selvfølgelig billeder af opulente mausolæer. Hvem annoncerer i det her magasin? Det gør blandt andre Interflora ("express your love"), flere bedemænd og skaberne af Funeral Jelly ("using fresh fruit and historic recipes")!

Tilbage til forfra

2010-07-27T10:30:00.004+02:00

Back in the day lavede jeg et interview med den topfede konservatorie-dropout-duo Wildbirds & Peacedrums, da de gav koncert i Voxhall og lige havde udgivet deres anden plade, Snake. Birds for hendes stemme, drums for hans percussion, og det var nogenlunde de eneste instrumenter, de havde. Sidste år dukkede artiklen op i Geiger, men medie-unsavvy, som jeg er, har jeg først fundet ud af det nu. Her kommer den ucensurerede version til folk, for hvem aktualitet er en by i Rusland.

Tilbage til forfra

Når man går tilbage, må man starte forfra. Det gjorde parret Mariam Wallentin og Andreas Werliin, da de forlod konservatoriet og dannede et band kun med trommer og sang.

Af Marta Sørensen

De står op hver morgen og starter forfra. Hvad skal man bruge? Trommer, en rytme, noget at forholde sig til, så man ved, hvornår man skal starte, og hvornår man skal stoppe. Desuden en stemme som Mariams, der kæmper, vrider sig fri og svæver.

De har begge gået på konservatoriet i Sverige og droppede ikke ud, som mange artikler skriver, men blev faktisk færdige. De bruger ord som ærlighed og enkelhed, men er ikke meget for at slide dem tynde.

"Vi lavede vores første album ud af ingenting. Det var et eksperiment," siger Andreas om pladen Heartcore fra 2007, hvor vokal og percussion kun sjældent blev krydret med klaver, guitar eller orgel. Siden udgav de pladen Snake og derefter to EP'er, Retina og Iris, som skal samles til albummet Rivers engang senere på året.

Koncerterne er det vigtigste
Men pladerne er egentlig ikke så vigtige for dem som koncerterne.

"Live-delen er det vigtigste for os. Vores albums er bare en spontan form for dokumentation," siger Mariam og afslører, at hun ikke har lyst til at blive for knyttet til sine albums.

"Vi prøver aldrig at efterligne albummet og improviserer i stedet. Jeg har et problem med tanken om den definitive version af en sang," siger hun.

"At skabe sange er en lang proces, og hver sang er anderledes. Vi vil gerne være ærlige over for selv og over for vores instrumenter. Og jeg syntes faktisk, det er lykkedes for os. Det er ok at spille enkelt og at komme tilbage til ærlighed og enkelhed. Nu tillader vi os selv at bringe flere ting ind i musikken," erklærer trommeslageren.

Forfra og ingenting
Men der er et problem med at starte forfra og fra ingenting. Om morgenen, når alt er stille, lyder det fantastisk. Om aftenen, efter flere timer med iPods, biler, chefer og snak, så ved man ikke helt, hvordan man skal lytte til det. Sådan en aften var d.21.februar, da Wildbirds and Peacedrums spillede på Voxhall i Århus.

"Jeg mener, de er jo et konceptband," sagde en tilskuer og hentydede til den sparsomme instrumentering.

Mariam var ved at starte en sang op. Hun sang en frase, vippede med hånden, kiggede på Andreas; en rytme var i gang. Den flød ud i rummet, men så løftede Andreas trommestikkerne og holdt dem svævende længe, mens Mariam holdt vejret, vippede lidt mere med hånden. Var de gået i stå, eller var det meningen?

Skolede skrig
De er kun to, og så hænger man lidt på den. Der er ingen guitarist til at køre i tomgang, ingen basgang, ingen fuldfede klaverakkorder til at redde en mislykket høj tone.

Men de har tykke vielsesringe på af guld og hænger rigtig godt sammen på scenen. Det bliver de nødt til, for hvis en af dem glemmer noget eller misser et slag, er der nærmest ikke noget tilbage.

Man kan ikke lave en koncert med en mand, der slår en utrolig simpel rytme. En kvinde, der udstøder uartikulerede lyde på smukke toner, giver heller ikke meget mening uden en makker.
Heldigvis har Mariam og Andreas gået på konservatoriet, så de glemmer sjældent et slag; hvis de gør, var det måske meningen.

Der er få musikere og næsten ingen mennesker, der starter forfra på samme måde som Wildbirds and Peacedrums.

Kun få af os har en så veludviklet sans for rytme, så trænede hænder, så klare stemmer og skolede skrig som dem. Kun få af os har diskuteret med en musikprofessor og sunget med koncertpianister. Når Mariam og Andreas bryder reglerne, er det fordi de kender dem som få andre. Om konservatoriet siger de:

"Mange begynder, fordi de har fået at vide, at det er den rette vej at gå. Det bliver pisket ind i dem, og de vil gerne være dygtige og få bekræftelse. Men for os var det fattigt på følelser. Det handlede om at gøre sin lærer glad. Men det man lærer, har intet med den virkelige verden at gøre," siger Andreas.

"Eller med det, der sker inde i én," tilføjer Mariam og fortsætter: "Ens instrument bliver udfordret, men så heller ikke mere. Der er alt for mange regler. Jeg læste så mange bøger dengang, men nu kan jeg ikke huske dem."

Modstand er godt
Men reglerne var nødvendige, før man kunne bryde dem.

"Det var godt med modstand, så man havde noget at reagere imod, at spille bold op ad. Men det var først bagefter, når jeg ser tilbage på det, at det blev noget positivt. Da vi begyndte at lave musik, ville vi langt væk fra den måde at spille på, som fandtes på konservatoriet," siger Andreas.

Trommeslageren har i det hele taget ikke noget imod modstand. Heller ikke på scenen.

"Det er godt med friktion og noget at kæmpe mod, fx når udstyret ikke virker. Det er nogle gange det, der skaber de gladeste øjeblikke," siger han.

"Det skal du ikke sige," bryder Mariam ind. Hun er lidt overtroisk. "Det er ikke nødvendigvis det, som skaber de bedste koncerter," understreger hun.

Fysisk og musikalsk tiltrækning
De mødte hinanden på konservatoriet, blev forelskede og startede et band sammen.
"Det bedste ved at gå på konservatoriet var, at vi mødte hinanden. Jeg blev tiltrukket af dig både fysisk og musikalsk," siger Andreas. Så nu turnerer de i Europa og USA og varmer blandt andet op for Lykke Li. Mariam kalder den svenske popsangerinde for en professionel kunstner, mens hun selv har svært ved at levere det samme show lige godt hver gang.

"Jeg kan ikke fake en følelse, når jeg går på scenen. Hvis jeg ikke føler det, så er jeg ikke tilfreds, selvom jeg har et skrigende publikum," indrømmer hun.

Andreas påpeger, at de først lige er startet som band.
"Vi er nok stadig lidt følsomme, fx over for dårlige anmeldelser," siger han.

Man vil tilbage til udgangspunktet
De gik tilbage, men kunne ikke starte forfra, for hvem var de så?
Mariam siger selv, at hendes drøm for 10 år siden var at få en uddannelse.

"Jeg kan ikke lide at snakke om uddannelse nu," siger hun, men jeg ved ikke helt hvorfor, så hun fortsætter: "Jeg kommer fra en arbejderklassefamilie, og jeg valgte at få en uddannelse. Men når man bliver voksen, vil man gerne tilbage til udgangspunktet, til the primal core."

Det er kun godt, at man aldrig kan gå hele vejen tilbage.

Wildbirds and Peacedrums ville ikke være noget, hvis de kun var trommer og vokal. De ville ikke være noget uden Mariams stemme, som kender reglerne, men kaster dem rundt; som ved, hvordan man synger rent og derfor ikke behøver at støtte sig til klichéer og kadencer. Den er en ørn, som man burde have i ørerne, mens man rejser over bjerge og søer.

De ville heller ikke være noget uden Andreas' indviklede percussion, hans opfindsomhed og pågåenhed. De ville ikke være noget uden hinanden; uden den perfekt sammenspillede syntese af stammedans og fugleskrig.

Derfor er det ikke helt sandt, når Mariam synger: "and once again, I'm back to scratch." Heldigvis.

Vig bort, klamme roma

2010-07-22T13:20:00.003+02:00

    Vig bort, klamme roma, der kommer for at samle pant, mens jeg er til festival. Du får ikke mine dåser, ikke min tømte Tuborg, ikke til dette Roskilde. Jeg har ikke engang drukket færdig, hold fingrene væk!

    Mine flasker går til de officielle pantsamlere, de søde unge piger og drenge i officielle pastelfarvede veste, der kommer forbi min lejr hver aften og spørger med søde, unge stemmer, om de må få min pant. De må de hellere end gerne. Jo mere, jeg drikker, jo mere må de få, så de kan give alle pantpengene til en ordentlig, officiel velgørenhedsforening, til Folkekirkens Nødhjælp eller sådan noget.

    Der bliver pengene brugt ordentligt på brønde og geder og rent drikkevand og kondomer. Projekter, der hjælper de fattige, men stolte og ranke sorte kvinder, der bare gerne vil have, at deres storøjede, skrøbelige børn skal overleve. Skrid, vamle dværgagtige romakvinde, lad være med at rende rundt mellem mine ben, mens jeg er til koncert! Projekter, der sørger for, at de politiske fanger kan komme ud af fængslet, og ytringsfriheden igen kan blomstre i Kina og Nordkorea og alle de der skrækkelige bananrepublikker i Afrika.

    Det er en god ting, Roskilde Festival gør, det her non-profit-halløj – skrid nu væk, grimme, ildelugtende østeuropæer med din aggressive, anmassende fattigdom! Jeg ved godt, det nok ikke er verdens bedste tjans at samle flasker midt om natten i Danmark, fordi du er lagt for had i Rumænien eller Ungarn, eller hvor fanden du nu kommer fra, men jeg gider dig ikke! Du kan vel søge om bistand eller noget og ikke tage på festival og ødelægge stemningen. '

    Jeg ved også godt, du lurer på mit telt og min pung; jeg har set din sigøjnermafiaboss krydse de åbne EU-grænser i sin store bil, men den går ikke! Det er min pant, og jeg gør med den, hvad jeg vil! Det er min pant, og jeg vælger selv min fattigdom og usselhed – ædel og afrikansk; fjern og sympatisk.

    Det er de rigtige fattige! De kunne aldrig finde på at komme herop for at stjæle fra mit telt. De venter nemlig på Folkekirkens Nødhjælp med værdighed og taknemlighed, mens du kravler rundt, grisk og fuldkommen ueksotisk. Så find dine flasker et andet sted, sigøjner, og pis af! Tak.

Vi lever!

2010-07-19T21:12:00.004+02:00

Og det gør bloggen også!

Mens jeg skriver mit speciale om BBC/DR/public service, vil den forhåbentlig følge mig og kaste en artikel eller to af sig. Indtil da er der artikler fra Information, GAFFA og Bandbase; billeder plus det løse.

For any English speakers, I've put up some of my English articles on the right.

Min sidste artikel kom i forbindelse med - tadah! - min allersidste eksamen inden specialet, Journalistik og Fag. Her kommer en forsmag.

Hierarkiet i Gellerup

I den århusianske bydel Gellerup betyder det noget, hvor man kommer fra. Med krig på cykelstierne, uanmeldt chikane og stiltiende opdeling skaber nogle af beboerne et hierarki mellem tyrkerne, araberne, somalierne, kurderne og alle de andre. En indviklet rangorden, som de fleste i Gellerup har hørt om, men som sjældent kommer andre for øre. For, som en af beboerne siger: "Hvis man ikke har boet her længe, er det svært at vide, hvad der foregår."

af Marta Sørensen

Nord for Brabrand Sø, forbi stien med de midaldrende rulleskøjteløbere, forbi haverne ned til vandet og de velholdte villaer ligger Gellerup. En århusiansk bydel, som hovedsagelig består af to boligafdelinger, hvoraf den ene, Gellerupparken, har æren af at være landets største.
Den anden afdeling hedder Toveshøj, og tilsammen huser de omkring 6000 ikke-vestlige flygtninge og indvandrere samt deres børn og børnebørn. De næste mange år skal området gennemgå en større renovering og, håber Århus Kommune, et imageskift fra socialt belastet ghetto til multikulturel oase. På de 75 hektar bor nemlig mennesker med rødder i blandt andet Irak, Iran, Afghanistan, Palæstina, Libanon, Somalia, Vietnam, Tyrkiet, Ethiopien, Sri Lanka, Chile, Marokko og Albanien. Og i Gellerup er det ikke ligemeget, hvor du kommer fra. Her er nemlig indviklede hierarkier og grupperinger, som ikke engang alle beboerne har helt styr på, men som mange kan nikke genkendende til.

Måske har du hørt historien om en gruppe grønlændere, der i sommeren 2008 var nødt til at flytte fra Gellerupparken, fordi de blev chikaneret af unge arabiske drenge med tilråb som "Fuck hjem til Grønland, det er vores Gellerup." Dengang var Århus Stiftstidende hurtige til at bruge ordet "hierarki" og til at placere grønlænderne nederst i det. Over dem var...

The Soloist

2010-01-01T20:39:00.015+01:00

Dir: Joe Wright

Starring: Robert Downey Jr., Jamie Foxx

You'd be hard pressed to find an actor who's had a comeback quite like Robert Downey Jr.'s. Covering all bases with clever career choices and thus hammering home the point that he is now, more than ever, all good looks and versatility, during the last two years Downey Jr. has pleased the studios with Iron Man, the summer blockbuster par excellence; pleased the Academy with his excellent comic turn as worthy actor Kirk Lazarus in Tropic Thunder, and is now pleasing those who might have been waiting for a more "serious" role. And that's not even mentioning Sherlock Holmes.

But it would be beside the point to focus solely on Downey Jr.'s performance, effectfully restrained and sympathetic as it is, because The Soloist is, contrary to its title, a buddy movie of sorts.

Downey Jr. plays Steve Lopez, a Los Angeles Times reporter in dire need of a good story, who happens upon the homeless Nathaniel Ayers (Jamie Foxx), a former child prodigy and cello student at Juilliard, who is now playing a two-stringed violin on the streets due to severe mental illness. At first, Lopez is curious, but cautious towards his new interviewé, giving us a good glimpse into the mind of many journalists.

Every potentially interesting person becomes a story, a look into another world, but is always kept at a professional distance, for example when Lopez visits a centre for mentally ill homeless people and listens to a woman's depressing tale with a recorder in his hand. Luckily, she's a good storyteller, and at one point, Lopez laughs at one of her jokes, presumably thinking it'll make a good ending quote. His relationship with Nathaniel, however, slowly deepens into a real friendship, as Lopez tries to help the homeless man, but soon realises that this is easer said than done.

The Soloist could have ended up as a mawkish tale of predictable personal development, but luckily the Hallmark touches, such as the need to douse every poignant moment in soppy strings, are few and far between. There is no neat solution to Nathaniel's problems, just as there doesn't seem to be a neat solution to all the miserable lives lived on the Los Angeles streets.

Instead there is almost Gothic chaos when Lopez spends the night with Nathaniel outside the homeless shelter, and all of the residents wander menacingly about like distorted charicatures from Nurse Ratched's ward. Nathaniel Ayers is the soothing, but troubled musical centre of this disturbing place, and Jamie Foxx delivers a solid performance complete with neurotic mumbling and moments of serene musical bliss, while never, as Downey Jr.'s own Kirk Lazarus would have it, going "full retard".

With Atonement director Joe Wright proved he could turn a seemingly unfilmable novel into a plausible film, and The Soloist reveals the same knack for fleshing out a relatively simple narrative into modern filmic poetry. It doesn't hurt that Wright has yet again teamed up with cinematographer Seamus McGarvey, creating a stylistically confident, although not always too subtle, symbolism. As Nathaniel Ayers tries out his new cello, Steve Lopez listens, and the camera takes off in the Angelino underpass and soars above the Los Angeles highways.

film review for the Glasgow University Guardian, October 2009

No silence for old goats

2010-01-01T20:32:00.025+01:00

The Men Who Stare at Goats

Dir. Grant Heslov

Starring: George Clooney, Ewan McGregor, Jeff Bridges, Kevin Spacey

Considering how badly this movie wants to tell us something fresh and profound about the last forty years of American military intervention, it uses up a hell of a lot of our time and patience to talk about a million other things, talk being the operative word.

Whatever stories about war and peace there might be in Grant Heslov's 'The Men Who Stare at Goats', they are constantly interrupted by the ubiquitous voice-over narration of Bob Wilton, a cuckolded journalist played by Ewan McGregor.

Wilton takes us by the hand (or rather, ear) into his middle class house, his uneventful office and finally, into the living room of a crackpot interviewé, who goes on about how a special wing of the US army trained its soldiers to develop psychic powers. When Wilton's life turns upside down and sends him to war-torn Iraq, the music comes on.

Suddenly, young men are dancing in the streets of Baghdad, and a statue of Saddam Hussein is toppled over. It's actual gritty footage from the invasion scored by some upbeat popular music. Now we're ready to find out what that 'psychic powers' mumbo-jumbo was all about, right?

Except Wilton never stops talking long enough for the film to become a story in its own right. Instead, he jumps nervously back and forth between his own road trip and the 1970s, where George Clooney, Jeff Bridges and Kevin Spacey all attempt to look thirty years younger than they are. Already greying and mature in his ER days, Clooney has the hardest time pulling off the fresh-faced innocence of a twenty-something recruit. Combine his lustrous brown ringlets with Bridges' hippie braids and Spacey's slimey moustache, and you've got the kind of hair that would show up in a sitcom episode about the time when all the characters were goofy teenagers.

But, of course, 'The Men Who Stare at Goats' is goofy, as though it wants to turn all those worthy modern war films inside out and expose their silliness, life of the American soldier becoming Life of Brian. Almost every scene that takes place in Iraq looks like something from another movie: Vast, white deserts, crowded and dirty streets, a hundred shades of beige and meticulously applied blood, grit and sweat on everyone's faces. Even the stark and evocative orange uniforms of Guantánamo prisoners turn up, defused a few minutes earlier by the sight of McGregor and Clooney's bare asses in hospital gowns.

As the elaborate dating and placing of every scene tell us, the most recent narrative takes place in 2003, but this film could not have been made just after the start of one war and two years after the beginning of another. Back then, we saw urgent outcries such as Fahrenheit 9/11 (2004), later the overly didactic Lions For Lambs and personal stories like In The Valley Of Elah, both from 2007. Today, eight years after the first American troops were sent off to the Middle East, the wars have become a well-trodden scene, ripe for self-referencing and with nods to everything from Star Wars to The Man Who Would Be King. This is how you talk about imperialism and arrogance these days, and if only 'The Men Who Stare at Goats' would by-pass the talking and get on with the film, I would gladly listen.

film review for the Glasgow University Guardian, December 2009

'NME should use their powers for good'

2010-01-01T20:20:00.009+01:00

Frightened Rabbit are the critics' favourites on both side of the English Channel and want nothing else than to build a career from scratch using good songs. We found out what it is that scares the Scottish rabbits: the thought of becoming the victims of image hysteria and hype.

No need to worry about that, you might say when seeing them in their concert attire (also, incidentally, their everyday attire): wornout shoes, brownish shirts with matching jeans and the mandatory laissez-faire beard. They are as unpretentious and obliging as they are unkempt and, so they claim, as broke as they are critically praised. That's saying something: their new album, 'The Midnight Organ Flight', got 6 stars from Gaffa and Soundvenue (Denmark's two biggest music magazines, ed.), 8,1 from Pitchfork and 8/10 from NME. Actually, guitarist and singer Scott Hutchinson claims that they would have got 9/10 from the latter if the editor hadn't changed the review so that it wouldn't divert the attention from the more well-known bands.

'NME can make or break a band. They rule the charts,' he says. 'They should focus on using their powers for good instead.' Like Frightened Rabbit? 'It would be great to be on the cover of NME and get that kind of attention and hype,' Scott admits, 'but it would last maybe a year. We're aiming for a longer career.'

Right now the band are at the bottom of the ladder and relatively unknown outside the UK, but are planning to tour both Europe and Australia with their album. 'Midnight Organ Flight' offers intimate confessionals backed by indie guitars – not the most original of ideas, but what they lack in groundbreaking style, they make up for in honesty and substance. 'Some bands need a certain image to hide their lack of content,' say Scott and his brother Grant. 'We're more interested in how it sounds than how it looks.'

Luckily for them, their label Fat Cat (also housing Animal Collective and Sigur Rós) agree and have gone a long way to send them out into the world – without stylists. If the critical acclaim sells a million records for them and sees them at the bigger venues, maybe things will change. 'We'd like to upgrade our live show eventually, but right now we're focusing on giving the audience a more raw and energetic show than if they just heard the music at home,' Scott says. You can make a virtue out of necessity, so if you don't have big money to spend on stage, you need big words.

'Our goal is to be incredibly honest and not have any barrier between ourselves and the music.' It is hard to imagine Scott and Grant five years from now as guests on David Letterman wearing matching suits and rock star attitudes. There's just not enough hype about them yet, but maybe it's just a matter of time and money. And more of both.

The Hutchinson brothers haven't thought much about their music as a business yet, they would just like to make a living from it. They don't own iPods, have an unfinished webpage, and still think in albums and objects you can hold in your hands. Their stock is in their songs and nothing else, which might explain why they haven't achieved greater commercial success yet, despite the rave reviews.

They don't focus on the money, but on playing, writing and touring wherever their label tells them to go. Today, this attitude seems almost naïve, seeing as time is running out for bands that have nothing creative to offer apart from the CD. Maybe Frightened Rabbit will be one of those obscure indie bands, loved by critics, known by no one. Or maybe they'll end up on the front page of the NME: shaved, updated and with a flamboyant headline: 'We want to save rock with good songs.'

article for Bandbase, May 2008

Dans, dansker, dans

2009-06-25T18:29:00.012+02:00

Omar Souleymans araberpop er musik for det multikulturelle morads. Nemt at danse til, svært at blive klog på.

Omar Souleyman, Pakhuset, Århus, torsdag d.11.juni 2009

Lige så snart en høj og tiltalende mellemøstlig konferencier med ulastelig amerikansk accent dukker op på Pakhusets lille scene for at præsentere den syriske superstar Omar Souleyman, ved man, at det bliver interessant. Eksotisk, i hvert fald.

Og da Omar himself følger efter iklædt en lang nålestribet kjortel og solbriller, der skal dække for skelende øjne, bliver det næsten helt højtideligt.

Manden har udgivet over 500 (!) kassettebånd (!) i Syrien, tusindevis af arabere har danset den traditionelle kædedans dabke til hans overskruede keyboardkompositioner, og nu står han her som en afdæmpet lille søjle af en mand, i Århus og i Danmark for første gang i sit liv.

Omar er overvældet

Omar Souleyman begyndte sin Europa-turné for lidt over en måned siden efter, at pladeselskabet Sublime Frequencies opdagede ham i Syrien, udgav en opsamling med hans bedste numre og sendte ham til Vesten som den nye multikulturelle kultstjerne. En repræsentant fra pladeselskabet fortæller efter koncerten, at det danske publikum har været et af de bedste, og at Omar er "overvældet".

Måske er unge europæere i det hele taget – i hvert fald dem med hang til det kosmopolitiske – et mere taknemligt publikum end de syriske bryllupsgæster, Omar og hans tre musikere har spillet for utallige gange i løbet af karrieren.

Pakhusets forreste rækker danser i hvert fald så mellemøstligt, som de kan, og klapper efter de lange uptempo-numres afslutning, som hver gang er et drævende "shukran", altså "tak". Et mellemøstligt publikum klapper ikke, så hvis Omar vil nå at sige tak inden næste nummer, er han vant til at få det med i selve sangen, forklarer pladeselskabet.

Ydmyg er han og på alle måder anderledes end de variationer af vestlige musikere, vi er vant til: Kæphøj rockstjerne, inderlig singer-songwriter, slikket og skinnende Britney.

Det er snarere som om, han er en suppe-steg-is-musiker, der uden at ane det er havnet på et kontinent, hvor suppe-steg-is-musikere udgør cremen af kulturlivet – som en forbavset og benovet Ole Erling, der lige pludselig opnår anerkendelse på Stillehavsøerne.

Rock, pop eller suppe-steg-is

Hvilken skala skal man bruge til at bedømme den slags performer, hvis bevægelser er knappe og indstuderede, men hvis taknemlighed over det hoftevridende publikums klapsalver virker ægte nok?

Hvad siger man til musik, som stolt baserer sig på en samlebåndsrytme fra et keyboard, men også får selvsamme keyboardspiller, nemlig multiinstrumentalisten Rizan Sa'id, til at fyre endeløse vanvittige synthsoloer af, mens tredje bandmedlem, Zuhir Maksi, spiller på det ældgamle mellemøstlige strengeinstrument, oud?

Den vestlige opfattelse af, at musik enten skal være ægte, dybtfølt og inderlig med en masse autentiske instrumenter (rock) eller poleret, professionel og dansabel (pop) er svær at hæfte på Omar Souleyman.

På den ene side kan han vel ikke være lige rock-autentisk på alle sine 500 kassettebånd, især ikke når det er fjerde bandmedlem, den kæderygende Mahmoud Harbi, der står for teksterne og komisk, men praktisk nok, hvisker dem i øret på Souleyman i mellemspillene?

På den anden side kalder konferencieren konsekvent og usmilende sangteksterne for "poetry", hvilket vil sige den traditionelle arabiske digtform ataaba.

Omars optræden er selvmodsigende og mystisk – en midaldrende mand, der synger til popmusik og går rundt på scenen som en bedemand. Samtidig blander han sin egen verden med vores, for naturligvis kan vi danse til det. Af og til bryder et nærmest hiphop-agtigt beat endda keyboardets monotoni, så man virkelig tror på mulighederne i kulturel fusion og på, at denne outlandish og seriøse syrer, der aldrig har været i Europa før, kan kombinere det bedste fra begge verdener.

For den vesterlænding, der jomfrueligt begiver sig ud på Mellemøstens dansegulv, er Omar Souleyman således den perfekte diplomat: Ydmyg i al sin højtidelighed og i sin simpelhed uudgrundeligt eksotisk.

skrevet til skoleopgave juni 2009

Musik A/S

2008-11-22T19:44:00.007+01:00

Pengene fosser ud af de store pladeselskaber i takt med deres tårer over piratkopiering. Samtidig har digitalisering trukket et væld af bands frem fra øvekælderen og ud på nettet. Mange af dem har brug for hjælp til karrieren, og den skal i stigende grad financieres af koncerter, merchandise og tjenester på nettet. Hvis musikerne vil have en del af kagen sammen med de små selskaber, bookere og managere, kræver det én ting: professionalisme.

Det er både blevet nemmere og sværere at være musiker i dag. Det kan både forskere, pladeselskaber og bandsene selv blive enige om. Stort set alle kan indspille deres halve år i øvekælderen og lægge det ud på nettet, men det kræver en større indsats end tidligere at komme ud til andre end den nærmeste familie.

"Nogle musikere sidder på deres flade røv og gør ikke noget som helst, fordi de tror, det er lykken at have digital distribution og en side på MySpace eller BandBase. Det kræver meget mere end det, " siger Jan-Erik Stig, som er produktmanager på EMI.

I skrivende stund er der næsten en halv million profiler på MySpace's musikside. På Bandbase, en danskejet side til deling af musik, kan man vælge mellem over 6500 danske bands og musikere. Det siger sig selv, at de ikke alle kan komme til at spille på Orange Scene.

"Konkurrencen er fortættet," siger musiker, producer og lektor i musikvidenskab Morten Jaeger, og hans synspunkt deles af pladebranchen.

Hvor det før var nok for et band at koncentrere sig om at spille musik og håbe på at blive opdaget, handler det nu også om at promovere sig selv.

Kontrakten kommer på bordet

Ginger Ninja er et af de bands, som har tænkt meget over, hvordan de skal skille sig ud fra de mange tusinde musikprofiler. Og det virker.

"Du kan godt skrive, at vi er tæt på en pladekontrakt – det er ikke løgn," siger bandets guitarist, Rasmus Søby Andersen, om de endnu hemmelige forhandlinger med et af landets store pladeselskaber.

Han mener, at en del af deres succes skyldes deres evne til at skabe opmærksomhed omkring sig selv på nettet.

"Vi har meget bevidst lavet en flash-animation i toppen af vores MySpace-profil, der skaber noget bevægelse. Det er meget vigtigt med blikfang – folk gider ikke en kedelig bandside!"

Når man først har fanget publikum, er det vigtigt hele tiden at opdatere siden, mener Rasmus Søby.

"Man bliver nødt til at spille på flere ting end det musiske og fx lave videoer, poste på nettet og lægge billeder ind."

Teenager i direktørstolen

Hvis man ikke gider at vente på de store pladeselskaber, kan man jo bare gøre det hele selv i stedet.

19-årige Johannes Holt Iversen har siden 2005 indspillet og udgivet fem albums og en single og desuden startet sit eget selskab, Sound Soldier Records. Når han ikke sidder med guitaren, indberetter han moms og rådgiver andre om, hvordan man styrer den forretning, der hedder musik.

"Jeg ville selv starte noget op og have rettighederne til det hele uden at få for mange branchefolk ind over."

Han oplever, at mange flere bands vil have råd fra ham om, hvordan man får større selvbestemmelse over sin egen karriere.

"Jeg har bare i den her måned hjulpet to artister, som også går og sysler med at oprette eget selskab."

Lær at være et band

Man behøver dog ikke altid at starte sin egen forretning op, bare man som musiker er forberedt på, at konkurrencen er hård.

For at ruste bands til at klare sig på MySpace og i folks ørebøffer startede Roskilde Kommune i 2006 projektet Bandakademiet, som tilbyder undervisning og rådgivning til musikgrupper.

Leder Marianne Fruergaard fortæller, at det handler om at gøre bandsene klar til en virkelighed som musiker, hvor man ikke bare kan læne sig tilbage og spille, hvad enten man har fået en pladekontrakt eller ej.

"De store pladeselskaber tager færre og færre navne ind, og de små selskaber har ikke en A&R-funktion i udpræget grad. Det betyder, at bandsene skal gøre rigtig meget selv."

Om the majors, altså de store selskaber, underskriver færre kontrakter, afhænger af, hvilket selskab man spørger. Der er dog bred enighed om, at økonomien er mere trængt end i de glade 90ere.

"Selskaberne prøver at gøre mere brug af fornuft end i gamle dage, hvor man måske var forblændet af at arbejde med et anerkendt band og tilbød dem et kæmpe forskud,"siger Jan-Erik Stig og understreger, at det stadig handler om "mavefornemmelse", når man vælger bands.

Metaltræthed

I 2005 blev poprock-bandet Sparklin June hyret på en mavefornemmelse af EMI og fik det, som tidligere guitarist i bandet Jonas Munck Hansen kalder "en gammeldags pladekontrakt". Det betød, at pladeselskabet betalte for en professionel indspilning af deres selvbetitlede debutalbum.

"Det er lidt usædvanligt nu om dage, hvor de fleste bands selv betaler hele gildet," siger han.

Pladen blev ikke nogen kommerciel succes.

"Den fik da lidt airplay, men væltede ikke ligefrem chartsene," husker Munck Hansen.

Samtidig mærkede Sparklin June konsekvensen af pladebranchens nedgang. Ansatte blev fyret eller sagde op, og bandet vidste ikke længere, hvem der tog sig af deres karriere. Et halvt år efter deres albumdebut var Sparklin June gået i opløsning.

"Der gik metaltræthed i projektet," konstaterer guitaristen.

Musikpyramiden

Det er altså ikke altid, at hverken de små eller store selskaber har budgettet til at pleje deres bands som for 15 år siden. Hvis man vil undgå metaltræthed, lader det til, at man som band i større grad selv skal have en finger med i spillet på alle områder af karrieren.

Mange nye grupper går den vej med hjælp fra små labels, bookere, managere og promotere.

Music Management-uddannelsen på det Rytmiske Konservatorium i København startede i 2002 netop for at uddanne folk til de stillinger.

Leder for uddannelsen, Aage Hansen, siger, at deres elever enten bliver ansat i en virksomhed, "men dem er der ikke så mange af", eller også starter de deres eget. Det lader altså til, at der skyder flere nye små virksomheder op, som samarbejder med bandsene.

"De små labels er i hvert fald blevet mere synlige," siger manager Jesper Majdall, som blandt andet arbejder med Kashmir, Nephew og Under Byen.

Han ser den danske musikbranche som en pyramide med få, helt store navne i toppen og et væld af mindre kendte bands i bunden.

"Der er en enorm underskov af danske bands, som opnår en eller anden form for succes."

Pay your dues

Der er altså dømt professionalisme på alle fronter, men spørgsmålet er, om de voksende krav til bands helt overskygger det vigtige: musikken.

Flere musikere klager over, at der ikke altid er tid nok til at øve, når man samtidig skal agere manager, booker og webdesigner. Og behøver man være et dårligt band, bare fordi man ikke kan finde ud af at lave en flash-animation?

"Det er det pessimistiske syn. Man frygter, at noget af den gode musik drukner, hvis et band ikke samtidig er kreative til at promovere sig," siger Morten Jaeger og påpeger, at man også kan se mere optimistisk på sagen.

De bands, som i dag får succes, er nemlig nødt til at bevise deres værd, inden et selskab vil signe dem.

"De har været ude at spille, har en side på nettet og folk, der stemmer på dem. De har 'paid their dues'."

skrevet som skoleopgave og til bandbase november 2008

En verden indenfor

2008-11-22T19:03:00.005+01:00

Mens solen skinner udenfor, spiller de banko indenfor. Time efter time. Dag efter dag. Vanggård Centeret danner rammen om verdens mest fredelige form for gambling.

En mur af tung, lunken røg er det første, der rammer én, når man træder ind.

Arrangørerne af dagens bankospil har åbnet flere døre i det store, lavloftede lokale, men sommerluften nægter at trænge ind.

Uanfægtet supplerer spillerne smøgerne med BKI Kaffe (udloddes i halvpundspakker), rugbrød, tandsmør og spegepølse. Nogen har også bagt "Evas gode kage", hvis opskrift er placeret hjælpsomt ved siden af, og som vitterligt er god.

Lugten af mad og cigaretter er så stædig og kompakt, så man tvivler på, at luftmolekylerne ville sprede sig, hvis hele taget og væggene blev løftet i vejret. Måske ville en grå blok blive stående med bankospillende mennesker indeni.

Koncentration

Men det er også lugten af koncentration, som samler de ca. 30 spillere denne onsdag eftermiddag.

Ingen snakker, mens spillet er i gang. Tallene blinker på små skærme strategisk placeret mellem tykke stålgrå ventilationsrør. En monoton mandsstemme remser op, og alles øjne er suget fast på papirtavlerne.

"Baaaanko!" dræver en kvinde, og som på kommando bølger snak og ærgelse frem.

Et halvt minut senere starter næste tavse spil, og sådan fortsætter det i flere timer. Det føles som om, det kunne fortsætte for evigt. Tallene, anspændtheden, smøgerne.

Socialt samvær

Pludselig dukker Ditte Madsen op. Hun er kommet her det sidste halvandet år og har samlet sig en lille gruppe bankoveninder.

Uden yderligere indledning benytter hun pausen til at fortælle om en fælles bekendt, som lige er død. Årsagen får vi ikke at vide, for næste spil er startet. Senere klager Ditte over sin nye arbejdsplads, hvor man ikke må ryge.

"De er efter os hele tiden," siger hun til bordet, og alle nikker.

I højre hånd har de en særlig bankotusch, mens venstre arm bøjes i et V med en Grøn Look eller Prince for enden. Ikke Light. Alle kvinderne er mellem 50 og 65 år og har praktiske

permanentede korthårsfrisurer i toner fra grå til orange.

"Vi hygger os," siger Ditte og fortsætter:

"Det er så'n det, man kalder socialt samvær, ikk' os."

Reglerne

Når der afholdes banko, river Vanggård Centeret sig løs fra virkeligheden og sejler ud i stilheden.

Heldigvis er der en livredder til stede, hvis nogen har brug for hjælp. Sammen med to kvinder i clogs og forklæde forklarer han reglerne.

Banko betyder store tavler med numre mellem 1 og 90, mens bingo er små 5x5 tavler. Om onsdagen er der svensk bingo, hvilket måske betyder, at tavlerne er skiftevis gule og blå. Nogle gange er der ramme- eller diamantspil, og det hele koster en tyver pr tavle.

Med 10-15 spil i timen og ikke alt for gode odds kan banko nemt blive en dyr sport. En af arrangørerne må nu begrænse sig til kun at spille én formiddag om ugen, selvom det er svært.

Spillet

Et par af de lilla velourbeklædte langborde er kun optaget af én spiller.

En ung kvinde, som ikke vil sige sit navn, sidder alene med sin tusch og sine tavler. Hun siger, det er første gang, hun er her.

Arrangørerne ser nogle af de samme spillere komme flere dage om ugen, hver uge. Når først man får tuschen i hånden og reglerne på plads, er det nemt nok at følge med, så længe man er opmærksom.

En lille skaldet mand i blåt samler brugte tavler sammen og tilbyder nye. Og sådan fortsætter det indenfor, mens solen skinner udenfor.

Dybt at liste, højt at falde

2008-11-21T18:18:00.009+01:00

Enmandsbandet forsøger at udpensle menneskedyrets lumpne dybder og moralske kvaler, men gode tekster alene gør ikke udslaget.

Lister Dyb, aka singer-songwriter'en ricko, har med sine to tidligere udspil nydt mere end moderat anmeldersucces på den "subalterne" scene, som han kalder det.

Til gengæld må hammeren på Ulvens Kys falde hårdt og måske afstedkomme et par tilføjelser til bandopstillingen.

Albummet er ganske enkelt ikke musikalsk interessant nok til at kravle ud af den store mængde alvorlige mænd med tre-fire akkorder på hånden.

Sønderjysk eksistentialisme

Ricko har ellers mangt og meget på hjerte og hiver fra sine referencer som kandidat i antropologi og religionsvidenskab viser frem om meningsløshed (menneske) og parforhold (en dør på klem) – alt sammen i den eksistentielle indpakning, der åbenbart fås i metermål i Sønderjylland.

Hans tekster har en vis foruroligende observans; som en biolog, der kigger ærefrygtigt på de små dyr, men er bange for at komme for tæt på.

I stedet for den grønne natur hører vi om menneskets langt mere grå og dystre natur, om deres kamp med sig selv og naturen, deres drifter og uundgåelige tragedie.

"Vilkårene for den menneskelige eksistens" skriver Ricko selv, og heldigvis kan teksterne for det meste leve op til denne akademiske patos.

Faktisk kunne man med lidt fantasi forestille sig linier som "en fisker fanger fisk/foruden et hav/en økse i et skur/et træ i en skov" (fiskeren) figurere i tidsskrifter for digtere, og så skulle jorden egentlig være godt gødet til en gang gedigen guitarrock.

Morrissey in the making

Al denne hedenskab og inderlighed lader sig dog svært omsætte til decideret gode sange, og her ville et par musikalske venner uden tvivl gavne Ricko.

Måske er han en "Morrissey in the making", der med sin rammende lyrik mangler en Johnny Marr for at skabe det ultimative værk om menneskelivets kår?

Stemmen er der i hvert fald ikke noget galt med – som Morrisseys hænger den med røven i vandskorpen på en interessant måde - men i monotone og uinspirerede melodier à la ulvens kys kommer den ikke til sin ret.

Man får en forsmag på det vokale potentiale på det sønderjyske højskolekvad en dør på klem og kærlighedsoden tom, så hvorfor ikke gå hele vejen og bevæge sig ud over de samme 4-5 toner i alle sangene?

Der kræves lidt mere kreative fraseringer, når man kun har sig selv og sine strenge at spille på.

Ingen virtuos

Foruden den melodiske enformighed sker der heller ikke meget på den instrumentale side, der kan afspejle tekstens og hele albumkonceptets ambitioner – nogen guitarvirtuos er Ricko ikke, og selvom koret engang imellem løfter stemningen lidt og åbner for et tiltrængt større lydunivers, behøver sangene mere dynamik og variation for at understrege tekstens udvikling.

Der er ingen tvivl om, at Ricko har mere end god fod på den litterære og intellektuelle side af musikken. Løsningen er derfor måske at koncentrere sig om det, man er god til – i det her tilfælde tekst og stemme – og lade andre om resten.

anmeldt for Bandbase marts 2008

Uoriginal synd

2008-11-21T18:16:00.005+01:00

Stemningsfuld, men stilistisk usikker kærlighed er på menuen hos Skiftling – et forbyttet afkom fra sømandsstinkende stuer tilføjet et 'l' for liderlighed

Hvem han eller de så end er, har Skiftling indset, at det skjulte er meget mere interessant end det udtalte. Hellere bruge fem ord end femten og hellere pynte hjemmesiden med lidt uforståelig poesi frem for faktiske oplysninger om bandmedlemmer, fortid og deslige.

Det er da også en fantastisk lettelse ikke at skulle tåle indgående biografier om syv højskolevenner, der alle har tre sideprojekter hver og en fortid i et gospelkor.

Ingen ved, hvem der har mixet trommerne, og ingen bekymrer sig om det.

Til gengæld får man en lidt overfladisk, men meget sød blanding af tekster fra sangene, en tegning af et skelet og det lille guldkorn, at musikken er indspillet i "Et Studie".

Sprut, kvinder og kærlighed

Halvvejs inde i albummet kender vi alligevel allerede Skiftling og ved, hvad han er ude efter:

sprut, kvinder og kærlighed; man forstår sammenligningen med Tom Waits, selvom der skal mere end en raspende stemme til for at opnå helt samme frygtindgydende håbløshed.

Skiftling minder med sin skæbnesvangre dysterhed faktisk mere om Lister Dyb, også fra BandBase; men hvor Listers drifter får frit løb i skoven, lader Skiftling til at have lagt mange af sine galgenhumoristiske betragtninger i munden på de fulde eller de forelskede.

NeonHjerte veksler mellem guitarballader og sømandsviser på baggrund af stilistisk lettere usikre tekster, hvis overordnede budskab er noget i retning af: kærlighed er noget kompliceret noget.

Albummet lægger ud med den rolige og lovende Poetens Kniv, hvor Waits er blevet lagt på hylden til fordel for en mere flabet og dragende vokal. Med Tatovørens Nål og Ord er af Luft kommer der melodisk gang i tingene - det ville næsten have været pop, hvis ikke for den lettere forvrængede og knasende produktion.

Skiftling har måske frygtet det samme og derfor forsynet albummet med et anstrengede klimaks i form af det meningsløst larmende harmonikasammenstød i Stilheden Fest Farver.

Opgylpede citronmåner

Måske ser jeg en udvikling og fortælling, som det slet ikke var hensigten at vise.

Det burde det næsten have været, for konceptalbummet ville være den perfekte genre til den af og til Baal-agtige underlødighed, dødelighed og liderlighed, Skiftlig stræber efter.

NeonHjerte opnår ikke for alvor at føre lytteren ind i den gustne verden af nattelagner og opgylpede citronmåner, som albummet reklamerer med, netop fordi man ikke fornemmer nogen historie eller mening med hverken de udsvævende ballader eller de dødsdømte harmonikaspilleres drukeskapader.

I stedet dukker stemninger og referencer op, som kan muntre anmelderne, men ikke give indtryk af en egentlig personlighed bag Skiftling - hvad end det er.

anmeldt for bandbase juni 2008

Fordi vinteren er mørk

2008-11-21T18:11:00.007+01:00

„Fremd bin ich eingezogen/fremd geh’ ich wieder aus“ – historien om den udstødte selvmordskandidat Jonah er gennemtænkt og musikalsk anderledes, men lyrisk lige lovlig prætentiøs.

Drones Misanthropia er noget så sjældent som et konceptalbum, der skal høres i sin fulde længde, helst efter at man har læst historien bag musikken på bandets hjemmeside.

For dem, hvis sidste koncept-oplevelse var The Streets A Grand Don’t Come For Free eller måske endda David Bowies The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders from Mars, er der her helt andre boller på weltschmerz-suppen.

Numrene omhandler nemlig den stakkels sindsforvirrede Jonah, der ikke kan finde ud af, om den virkelige verden er at foretrække frem for universet i hans hoved, som fylder stadig mere og mere.

Hans eksistentielle plager er gammelkendte og optræder hos utallige af kunstens tudemarier, lige fra Hamlet over Werther og hans lidelser til hovedpersonen i Schuberts Winterreise, der traver rundt i sneen og føler sig noget så fremmedgjort.

Jonah vælger at tage kampen op ved at opføre sig fjendtligt i håb om at få en mere intens oplevelse af verden, men opnår kun endnu større ensomhed. Efter et sammenbrud på et offentligt toilet ser han i en drøm, hvordan menneskene er blevet til vandrende gafler, mekaniske og truende.

Heldigvis dukker hans frelser med det sigende navn Serene op og redder ham. Man aner måske den slidte idé om den virkelige verden som et personlighedsløst rotteræs og kan ikke undgå at blive lettere irriteret på småklynkende Jonah, der ifølge historien er ”so fragile, so lonely”.

Interessante samlejer

Musikken støtter op om melankolien og skal mest af alt tjene som stemningsbilleder med knapt forståelige tekster. Også her males en Matrix-agtig eksistens: dystre, melankolske og nærmest metalliske lydflader glider ind og ud af hinanden, men har svært ved at fænge og give mening uden en forhåndsviden om historien.

Tekst og musik kan ikke klare sig uden hinanden, og det er vel også pointen i kunstrock som denne, der skal bedømmes lige så meget på de historiemæssige som på de musikalske kvaliteter.

Desværre falder Misanthropia lidt igennem, når det kommer til lyrikken.

På trods af gode idéer som vandrende gafler og Jonah, der i vågen tilstand maler et billede af Serene for ikke at glemme hende, er det overordnede indtryk mere eller mindre prætentiøst, fx i beskrivelsen af Serene og Jonahs afsluttende ”bright, shatterproof copulation”.

Sådanne interessante samlejer findes åbenbart kun i efterlivet, for vores hovedperson ender forudsigeligt nok med at tage en overdosis.

Velproduceret, men fattigt

Musikalsk er de to sidste numre op til finalen med deres underlige temposkift, pludselige stadionrock-guitarsolo og sjove effekter langt de mest tilfredsstillende.

Gennem Memoranda of Transcendency’s afsluttende barnegråd, der minder om hovedpersonens død og mægtige genopstandelse i 2001: Space Odyssey, tilføjer musikken en ny dimension til den lidt haltende historie.

Den geniale brug af fader’en i Silesia og Anaesthesia minder meget om Radioheads Everything In Its Right Place, og mon ikke forsangeren har hørt lidt på Thom Yorke i sit fugtige kælderrum?

Uanset hvad, så er Misanthropia et gennemført, velproduceret og lovende produkt, der dog kan virke lidt fattigt uden en visuel dimension til at bakke det op med.

Numrenes sammenflydende og stemningsmættende karakter ville egne sig godt til noget up-and-coming teater, hvor dystopien drypper ned af væggene, og Jonah vandrer håbløs gennem gaderne – nu med forbedrede replikker!

anmeldt for bandbase 2008

Blændet af forlygterne

2008-11-21T18:08:00.006+01:00

Frightened Rabbit er anmelderdarlings på begge sider af Den Engelske Kanal og ønsker selv intet andet end at bygge en karriere op fra bunden med gode sange. Da BandBase talte med bandets grundlæggere, brødrene Scott og Grant Hutchinson, fandt vi dog ud af, hvad det er, som skræmmer de kære skotske kaniner: tanken om at blive offer for image-hysteri og hype.

En ubegrundet frygt, kunne man måske sige, når man ser dem i deres koncertkostume (som også er deres hverdagstøj): slidte sko, jordfarvede trøjer med matchende jeans og det obligatorisk skødesløse skæg.

De er lige så upretentiøse og imødekommende, som de er usoignerede og efter eget udsagn lige så pengeløse, som de er anmelderroste. Det siger ikke så lidt: 6 stjerner fra både Gaffa og Soundvenue, 8,1 fra Pitchfork og 8/10 fra det notoriske, engelske NME.

Faktisk, påstår guitarist og sanger Scott Hutchinson, ville de endda have fået 9/10 fra sidstnævnte blad, hvis ikke redaktøren havde pillet i anmeldelsen for ikke at aflede opmærksomheden fra mere kendte bands.

"NME kan både sikre et band succes og ødelægge det. De styrer hitlisterne," siger han.

"De burde i stedet bruge deres indflydelse på noget godt."

Sådan noget som Frightened Rabbit for eksempel?

"Det ville være fedt at blive hypet af NME og få den slags opmærksomhed", indrømmer Scott, "men det ville højst vare et år. Vi satser på en længere karriere."

Ærlighed og substans

Lige nu er bandet på karrierestigens første trin og relativt ukendte uden for Storbritannien, men har planer om at turnere i både Europa og Australien med deres andet album The Midnight Organ Fight.

Her er der er dømt personlige og bekendende tekster på en bund af indieguitar – ikke ligefrem en nyskabende cocktail, men hvad de mangler i stilistisk originalitet, har de ifølge dem selv i ærlighed og substans.

"Nogle bands har brug for et bestemt image, som skjuler deres mangel på indhold," siger brødrene.

"Vi er mere interesseret i, hvordan det lyder, end hvordan det ser ud."

Heldigvis for dem er deres pladeselskab Fat Cat (som også har bl.a. Animal Collective og Sigur
Rós i stalden) enige og har satset meget på at sende dem ud i verden uden stylister. Hvis den kritiske succes en dag skulle medføre en million solgte plader og jobs på større spillesteder, får piben måske en anden lyd.

"Vi vil da gerne opgradere vores liveshow med tiden, men lige nu fokuserer vi mere på at give publikum et mere råt og energisk show, end hvis de bare hørte pladen derhjemme," siger Scott.

Som bekendt lærer nød nøgen kvinde at spinde, så hvis man ikke har pengene til de store armbevægelser, må man nøjes med store ord.

"Vores mål er at være utrolig ærlige og ikke have nogen barriere mellem kunstneren og musikken," proklameres der, og når man ser brødrene, er det da også svært at forestille sig dem sidde om 5 år på et David Letterman-show iført matchende jakkesæt og rockstjerne-attituder.

De er simpelthen ikke hypede nok endnu, men måske er det bare et spørgsmål om tid og penge og mere af begge dele.

Ingen iPods

Selv har brødrene tydeligvis ikke gjort sig de store overvejelser om musikken som forretning ud over, at de gerne vil kunne leve af det.

De ejer ikke iPods, har en ufærdig hjemmeside og tænker stadig i albums og objekter, man kan tage og føle på. Deres vare er sangene og ikke andet, hvilket måske forklarer, hvorfor de til trods for de fantastiske anmeldelser ikke har opnået større anerkendelse.

Deres fokus er tydeligvis ikke på pengene, men på at spille, komponere og rejse, hvor end pladeselskabet sender dem hen. Nu om dage virker den indstilling næsten naiv, da tiden er ved at løbe ud for bands, der ikke kan tilbyde noget kreativt ud over CDen.

Måske vil Frightened Rabbit blive ved med at være et obskurt indieband, som anmelderne elsker, men ingen kender. Eller måske ender de på forsiden af NME: nybarberede, opdaterede og med en flamboyant forsidetitel: "Vi vil redde rock med gode sange."

skrevet for bandbase maj 2008

”Hvad gavner det en kvinde at vinde verden, hvis hun for evigt skal tabe sig 5 kg."

2008-11-21T17:44:00.006+01:00

Forleden fortalte min veninde mig, at hendes kæreste i et presset øjeblik havde fortalt hende, at hun var ”erotisk buttet”.

Stor fejltagelse, for hun kvitterede med en lussing og kastede sig derefter ud i en særdeles streng slankekur, tilsyneladende for aldrig at risikere den slags kommentarer igen.

Hvordan kan det være, at en såkaldt moderne kvindes liv vælter omkuld, fordi det en enkelt gang antydes, at hun ikke er en Kate Moss-størrelse?

Hvordan kan det være, at hun opfatter sit udseende som aldeles altafgørende?

Grundene er mange, men en betydelig del af brændet til dette selvudslettelsens bål består af blade som Eurowoman, Sirene, Woman, Bazar og mange andre, hvis journalistiske opfindsomhed man skal lede længe efter.

Livslitteratur for præmiehustruer

I disse blade findes under den åh-så-postmoderne overflade, hvor feminister tilsyneladende har vundet stort og derfor igen kan tillade sig at købe dyrt undertøj med et vidende smil, nemlig intet andet end en reklame for 1950’erne dullet op med moderigtige karrierer.

At kalde førnævnte magasiner for ”dameblade” burde i den grad meldes til Forbrugerstyrelsen som fejlagtig produktinformation, medmindre en undersøgelse af kvinders hjerner kan afsløre, at 80% af deres tankevirksomhed drejer sig om leggins og Vuitton-tasker.

Efter at have brugt et par år på at læse og endda abonnere på enhver glittet præmiehustrus livslitteratur forstår jeg udmærket godt, hvorfor min veninde følte det absolut nødvendigt at tilsidesætte alt andet til fordel for en stram diæt.

Ellen Hillingsøe

Ifølge Eurowoman gør alle de trendy kvinder det samme. Da bladet i maj 2005 interviewede Ellen Hillingsøe, var de temmelig ligeglade med hendes holdninger til film, kunst eller politik – næh nej, hvordan holder denne fantastiske skuespillerinde sig så smuk? Ganske simpelt ved at forsage stivelse og spise sundere, jo mere stresset hun bliver, var svaret.

I samme blad handlede 75% af siderne om tøj, makeup og sundhed, mens resten var overladt til for kvinder tilsyneladende uvedkommende artikler som portrætinterviews og anmeldelser.

Samtidig er det tydeligt, at Eurowoman betragter sig selv som et talerør for den moderne kvinde, der kæmper med børn, mand, karriere og massageapparat.

I deres og andre dameblades udgave er denne kvinde dog som regel reduceret til en pyntedukke, der ganske vist har en karriere, men udmærket godt ved, at det vigtige i denne verden er at tabe sig ved aldrig mere at spise kartofler.

læserbrev bragt i politiken oktober 2007